Hammel omdannes til westernby
Western-stemning og Vicki Jo kommer til Hammel torsdag 25. april
Amerikanske flag, halmballer og masser af cowgirls og cowboys kommer til at præge Hammel på torsdag, hvor byens butikker laver wild west tema.
På Miko torv parkerer amerikanerbilerne, sammen med Falck i Hammel der viser de blå blink frem. I løbet af aftenen optræder Vicki Jo dansende på en trailer, mens elever fra hendes dansehold fra InSide hjælper til med at holde rytmen.
Et korps af Harley Davidson motorcykler viser sig frem på Østergade, der bliver omdannet til cafe-miljø i midten, hvor både rodeotyr, Thors Hammer og en guldmine er med til at skabe en wild west by.
Western heste og ponyer fra Midtjysk Rideklub kommer rundt i byens gader og der er helt sikkert mulighed for en ridetur.
Op igennem Østergade giver Stomping Boots fra Gjern og Voel opvisning i Linedance og inviterer publikum til også selv at prøve amerikanerdansen af. Esben Duelund spiller musik i gaderne, mens porcelænet splintres til porcelænsskydningen ved Grillhuset.
Der bliver spærret af fra bunden af Østergade og helt op til Grillhuset denne torsdag eftermiddag og aften, hvor butikkerne har åbent til klokken 22.00.
Og denne torsdag er samtidig første gang at Hammel Handels maskot kommer på gaden med knus og kram til børnene.