Fortsæt til indhold

BSV-direktør går ind i politik

Per Rasmussen opstiller for Venstre i Favrskov. Den tidligere formand for Hadsten SK og kommerciel direktør i Bjerringbro Silkeborg vil i byrådet

Samfund
Kian Johansen

Per Rasmussen fra Hadsten stiller op for Venstre til efterårets kommunalvalg.
Sådan lyder det fra hovedpersonen selv, efter at FavrskovPosten erfarer at han nu er kandidat for Venstre.
Til et møde i kulturhuset Sløjfen i Hadsten for et par uger siden nikkede han ja til at repræsentere Venstre.
"Jeg har altid stemt på Venstre og folk der kender mig er nok ikke i tvivl om min overbevisning, så derfor sagde jeg ja, da jeg blev spurgt af Venstres bestyrelse," fortæller Per Rasmussen, der er kendt i mange kredse i Favrskov og Østjylland.
Han er kommerciel direktør i Bjerringbro Silkeborg Håndbold på syvende år, mens han i et par år har været hovedformand for Hadsten SK.
Her er nu han trukket lidt tilbage i en rolle som formand for aktiviteter og udvikling, der primært står for sponsorpleje og nye aktiviteter i HSK.
Det er derfor en mand med stor kendskab til både erhvervsliv og idrætsliv i hele Østjylland, som Venstre i Favrskov har fået overtalt til at stille op.
"Jeg har trappet lidt ned på mit arbejde i HSK i den seneste tid, så derfor håber jeg at få tid til at opstille som byrådskandidat," lyder det fra 51-årige Per Rasmussen, der bor i Hadsten med sin kone og deres datter.

"Han er en god mand og jeg det indtryk at han han arbejder helhjertet for noget, når han går ind i det," lyder begrundelsen for at Per Rasmussen blev spurgt, lyder det fra Ken Richter, formand for Venstre i Favrskov, der har godt 20 andre kandidater klar til det endelig opstillingsmøde i InSide i Hammel 2. maj.

Direkte adspurgt er der en del dygtige kandidater blandt de 20, men ingen af dem har den kendis-effekt som Per Rasmussen har, det indrømmer Ken Richter. "Når man er så aktiv som han er, så er man en kendt person."

Præcis hvilke mærkesager Per Rasmussen vil stille op med under kommunalvalget ligger ikke helt fast.
"To af mærkesagerne er helt sikkert sporten og erhvervslivet. Jeg vil arbejde for gode rammer for det lokale erhvervsliv og iværksætteri og selvfølgelig også kæmpe for sportens vilkår generelt," lyder det fra byrådskandidaten.
"Jeg vil gerne være med til at synliggøre Hadsten og Favrskov. Jo ældre man bliver jo mere parat bliver man også til at give tilbage til det lokalområde man lever i."