Fortsæt til indhold

Jysk Blomstermarked klar til ny sæson

Thomas Renberg, manden bag Jysk Blomster-marked, er rykket til den gamle mølle i Egå

Samfund
Grethe Bo Madsen

Med godt 5.000 kvadratmeter at boltre sig på under glas har Thomas Renberg fået masser af plads til Jysk Blomstermarked.
Blomstermarkedet er rykket fra den gamle tømmerhandel på Ndr. Strandvej i Risskov til Egå Møllevej i Egå nær ved den gamle Mølle.
"?Jeg må indrømme, at jeg har været lidt nervøs for placeringen, for jeg synes, det er list for godt gemt væk, men nogle af mine faste kunder blev ved med at opfordre mig til at rykke her ud til Egå,"? fortæller indehaver Thomas Renberg.
Først midt i marts tog han den endelig beslutning og på mindre end en måned er blomster og grønne planter, krukker, havepynt og redskaber rykket ind på den nye adresse.
Fredag i sidste uge var Jysk Blomstermarked klar til at slå dørene op på den nye adresse, og at dømme efter strømmen af gæster fra første øjeblik, er det nye blomstermarked ikke spor svært at finde.

Meget billige blomster

?"Fordelen her i forhold til vores tidligere placering er, at her er alle planter under glas og har optimale lysforhold,"? slår en glad blomstermand fast et par timer efter en travl åbning.
?"Det, jeg kan tilbyde, er et meget stort udvalg til gode, billige priser. Jeg har måske ikke så høj en avance på hver plante, jeg sælger, men til gengæld sælger jeg i meget større mængder."
"?Jeg gør også meget ud af at holde mine omkostninger nede. Jeg køber selv ind på auktioner og får leveret direkte fra gartnerier over hele landet.?"
Ud over blomster og planter har Jysk Blomstermarked også et stort udvalg af krukker, lige fra de meget billige til dem i luksusudgaven, som hos Jysk Blomstermarked kun koster en tredjedel af normalprisen.