Skab undren med jeres kunst
Kunstneren Papfar alias Søren Behncke tog 1.a på Risskov Gymnasium ind under sine kunstneriske vinger og gav dem en forlæsning i kunsten at få folk til at stoppe op og undre sig
"Iscenesættelse betyder simpelthen alt for betydningen og ideen bag det, man gerne vil vise beskueren."
Papfar alias kunstneren Søren Behncke havde 1.a i sin hule hånd, da han torsdag i sidste uge besøgte Risskov Gymnasium som optakt til billedkunstklassens afsluttende projekt om installationskunst.
Her fortalte han eleverne om sin egen kunst, der spænder fra maleri til Street-Art og installatonskunst af pap.
Bag Søren Behnckes besøg på gymnasiet stod billedkunstlærer Katrine Busk.
Samtidskunst
"I billedkunst afsluttes skoleåret med et projektforløb, hvor eleverne får lov at arbejde selvstændigt med teoretiske og praktiske dimensioner af faget. I år skal de arbejde med temaet "samtidskunst", som naturligt sætter fokus på installationer og lignende kunstformer. Forhåbentlig giver foredraget med Papfar dem et levende møde med kunst indenfor en genre, de ikke kender så meget til i forvejen," siger Katrine Busk, der med foredraget ville give eleverne en spændende og kreativ start på deres eget installationskunstværk.
Kunstnerens rolle
Og der ramte hun plet, for eleverne i 1.a er enige om, at de har fået er andet syn på kunsten efter at have mødt Papfar.
"Jeg følte mig vildt inspireret af, hvordan Sørens Behncke udnytter et så simpelt og billigt materiale som pap, papmache og plastik - noget som mange tænker bare er affald - og kan få så meget ud af det. Det fortæller mig, at jeg vil kunne gøre det samme," mener Kathrine Emilie Kristensen, mens Aslak ay Molmose især har hæftet sig ved Papfars forklaring om kunstnerens rolle:
"Han sagde, at det geniale ved en kunstners rolle er at få folk til at stoppe op og tænke over, hvorfor vi gør, som vi gør," fortæller han.
Pirre nysgerrigheden
Karoline Møller Jeppesen var især fascineret af Papfars stilfærdige måde at pirre folks nysgerrighed og få dem til at undre sig.
"Det der med at bruge meget enkle virkemidler til at skabe undren og få folk til at stille spørgsmål, det inspirerer mig meget," fortæller hun og fortsætter:
"At lægge et kødben foran en statue af en løve er jo ikke provokerende, men får dig alligevel til at reflektere over, at løven kan æde sig. Havde det nu været en dåse kattemad, der var sat foran den, så vil du automatisk tænke, den ikke er spor farlig. Den måde at få folk til at undres vil jeg have i baghovedet, når jeg skal i gang med mit eget projekt," fortæller hun.
Kunst behøver ikke provokere eller være smuk
"Jeg har fået en rigtig god fornemmelse af, hvordan man simpelt kan udtrykke sig gennem kunsten. Kunst behøver ikke at være provokerende eller være overdådig smuk. Det handler helt enkelt om at formidle en ide og fange beskuerens interesse med det man formidler," konstaterer Karoline.
"Personligt har jeg svært ved at finde på ideer til kunst, fordi jeg for det meste tænker på kunst som noget, der skal være smukt, og hvis ikke smukt så provokerende. Det spænder ben for kreativiteten."
"Papfar har fået mig til at se kunst i et helt andet lys. Jeg vil næsten vove at sige, at Søren Behnckes kunst med simple materialer og simple budskaber har åbnet mine øjne for, hvad kunst egentlig er."