Befrielsesaften i Bunkerne
I maj 1945 blev Danmark befriet af de britiske styrker efter fem års tysk besættelse. Fra vinduet i sin barbersalon på Banegårdsvej 15 i Skanderborg betragtede frisørmester Aage Danielsens i majdagene med stigende spænding udviklingen i verden udenfor. Han skriver i sin dagbog:
4. maj 1945 Kl.20.37 lød det fra Radio London: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig”.
At beskrive folks jubel her i byen er næsten umulig. To tyske soldater kom forbi min forretning, skreg hurra, da jeg fortalte dem, at nu var det forbi. Jeg vil sent glemme deres ansigter, sådan strålede de....
Endelig går tæppet ned for sidste gang og vi er alle meget lykkelige..
Skanderborg Bunkerne ligger i Dyrehaven i Skanderborg, hvor der er museumsudstillinger i to tyske bunkere fra 2. Verdenskrig. Her fortælles om besættelsestiden og modstandskampen og om Luftwaffe, der her havde sit administrative hovedkvarter i Danmark. Et lille afsnit fortæller også om de tyske flygtninge, der i måneder efter krigen boede i barakker i Dyrehaven.
I anledning af befrielsesaftenen holder museet særåbent lørdag den 4. maj klokken 19 til 21. Klokken 19.15 gives en kort introduktion til samlingerne. Læs mere på: www.skanderborgmuseum.dk