"Landsbyens blod"

”Det var skumring. Solen gik ned over slettelandet i det østlige Henan og bredte sit blodrøde skær over himmel og jord, inden den forsvandt i tusmørket. Det var en af de sidste dage i efteråret og kulden bed. Landsbyens gader og stræder lå øde hen. Hundene var vendt tilbage til deres hi. Hønsene sad på deres pinde. Kvæget havde for længst klumpet sig sammen for at få varmen i deres båse. Stilheden lå tungt over landsbyen ding. Der var liv, men livet slægtede døden på. Stilhed, efterår, tusmørke. Landsbyen sygnede hen, og menneskene sygnede hen. Livet visnede bort, tørrede ud som græs og træer på sletten. Livet var som ligene i deres grave. Landsbyboerne lukkede sig inde.”
'Landsbyens blod' er en hård nyser. Men det er også en meget bevægende roman, som printer sig ind på nethinden af én, men samtidig efterlader én med en sørgelig følelse over, hvor umenneskeligt mennesket kan være.
Romanen foregår i en landsby i det moderne Kina og bygger på den uhyggelige – og sande – historie om, hvordan millioner af uvidende bønder i provinsen Henan og i Kinas landdistrikter blev smittet med HIV-virus på grund af organiseret køb og salg af blod.
'Feberen' kaldte de lokale bønder den epidemi, som gjorde deres by til en dødens skueplads. Senere fandt de ud af feberens egentlige navn – Aids.
'Landsbyens blod' er en både realistisk og meget kafkask roman. Som forlaget så rigtigt skriver, bærer den absurditetens og satirens stempel.
Man finder kulsort humor tilsat satirens skarpe og afslørende blik. Men det er samtidig en chokerende historie. Fuld af gru og menneskelige lidelser.
Historien om gennemkorrupte kinesiske myndigheder. Om sammensmeltningen af arkaiske kulturtraditioner og kommunistisk kadredisciplin i dagens Kina. Om et system, der giver grådigheden frit spillerum.
Men det er også historien om ukuelige livskræfter og om livsdrømmens grænseløse udholdenhed – selv hinsides døden.