Fortsæt til indhold

Mere teori og mindre praktisk

De studerende på Århus Kunstakademi får fremover tre dage om ugen på skolebænken, og dermed én dag mindre på værkstedet. Mere teori skal sikre kunstnere en levevej, mener rektoren

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

For fremtidige studerende på Århus Kunstakademi bliver det ugentlige timeantal øget med 35 procent.
I dag er tre dage om ugen praktiske værkstedsdage og to dage består af teoretisk undervisning.
Fremover bliver det omvendt.
Rektor på akademiet Esben Kullberg mener, at det vil styrke de studerendes muligheder for at kunne leve af kunsten.
"Vi vil gerne i højere grad åbne uddannelsen op mod omverdenen. Vi ser kunsten som et bidrag, en integreret del af samfundet og ikke bare flødeskum på kagen," siger Esben Kullberg, der i knap to år har været leder af akademiet i Vestergade.

Vil have mere teori

For et års tid siden satte han gang i en større undersøgelse af, hvilken retning kunstskolen skulle bevæge sig i.
Både lærere og studerende blev hørt, og resultatet bliver en ny studieordning, der træder i kraft til august.
"De studerende vil gerne have mere teoretisk undervisning. Derfor øger vi nu det ugentlige antal timer på skolebænken fra 14 til 19 timer. Det betyder også, at vi får mulighed for at tiltrække flere udenlandske gæstelærere, fordi der nu er bedre økonomi i det for dem," forklarer rektoren.
For de studerende betyder forandringen, at prisen for at tage akademiets fire-årige uddannelse kommer til at stige med omkring et par tusinde kroner over et semester.
"Vi havde første deadline i fredags, og tilmeldingen ligger på samme niveau, som den plejer. Det er i forvejen en stor udfordring for folk at kaste sig ud i vores uddannelse, og den vil vi nødigt gøre større. Men det er heller ikke vores fornemmelse, at interessen daler," siger Esben Kullberg.

Håndværket er vigtigt

Århus Kunstakademi, der næste år fejrer 50 års jubilæum, lægger traditionelt set meget vægt på det kunstneriske håndværk.
"Det er meget vigtigt, at vi holder fast i den håndværksmæssige kvalitet. Men derudover er der andre ting, som afgør, om man kommer til at leve af sin kunst eller ej. Realistisk set er der ganske få der kommer til udelukkende at leve af kunsten. Men vi vil meget gerne hjælpe de studerende med at se muligheder f.eks. i innovationsafdelinger hos virksomheder. En kunstner er god til at eksperimentere og tænke kreativt. De skal være bedre til at sige "Jeg har noget at komme med, hvad kunne du tænke dig at bruge mig til?" Men selvfølgelig stadig have sin kunstneriske integritet. Den skal man aldrig give køb på, men jeg mener godt, at man kan flere ting på samme tid."
De ekstra undervisningstimer kommer bl.a. til at fokusere på samtidskunst og kunstformidling.
"Den undervisning, vi har nu, forbliver den samme. Men vi bygger et ekstra lag på. Vi låner forelæsningsformen fra universitetet, men det er vigtigt, at vi holder fast i, at vi er et praktisk sted, og derfor forsøger vi at finde en forelæsningsform, som passer ind her."
Kunstakademiet vil i løbet af den kommende måned endeligt fastlægge programmet for de studerende, som begynder på skolen til august.