Fortsæt til indhold

Vi er rigtig glade for, der sker noget nu

Lejrskole for hele Kontikiskolen den 12. maj er reddet, hvis lockouten som ventes slutter i løbet af de næste dage

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Der ventede mange forældre og børn en dejlig overraskelse, da de stod op torsdag morgen.

Flere medier melder nemlig om, at et indgreb er på vej, som skal stoppe den udmattende lockout.

"Vi har lige været til morgensamling ude på skolen (Kontikiskolen i Hillerød, red.), og alle forældre er bare rigtig glade for, der sker noget nu. Vi glæder os meget til at få børnene tilbage i skolen og få hverdagen til fungere igen," siger Line Graff Jespersen.

1350 underskrifter

Hun er en af initiativtagerne til den underskriftsindsamling, som onsdag aften blev givet videre til politikerne i byrådet - i alt var der blevet samlet cirka 1350 protestunderskrifter for at få lokalpolitikerne til at hjælpe med at stoppe KLs lockout af lærerne.

Men det har ikke været spildt arbejde, understreger Line Graff Jespersen:

"Absolut ikke. Vi har en god fornemmelse i maven over, at vi har deltaget og givet vores synspunkter til kende. Børnene er også stolte over at have været med og have gjort noget."
Læs to skolelederes reaktion på, at lockouten slutter nu HER

Borgmester Kirsten Jensen talte til de fremmødte lærere, børn og forældre i megafon. Foto: John Jessen Hansen

I skole i dag?

I næste uge ringer skoleklokkerne så forhåbentlig til time igen, til hendes to sønners store glæde.

"Den mindste sagde, at han synes, det var fantastisk. Han håbede, han kunne komme i skole allerede i dag (fredag, red.). Så måtte jeg jo sige, at det blev nok ikke før mandag. Også den ældste blev rigtig glad."

Som forælder ser hun også frem til, at børnene skal se deres kammerater igen, og at deres hverdag bliver fyldt med indhold og undervisning igen - frem for fri leg og computer.

"Vi har også en lejrskole på vej den 12. maj. Det er en tradition, at hele skolen tager af sted, og det har været virkelig spændende, hvad der skete med det. Den bliver heldigvis reddet nu."

Foto: John Jessen Hansen