Fortsæt til indhold

Stor opgave venter skolerne

"Skolerne i Roskilde Kommune har en stor opgave i både at få planlagt og gennemført den nødvendige ekstra undervisning," siger udvalgsformand Mette Truesen

Samfund
Arkiv

I går var lærere og elever tilbage på skolerne efter den fire uger lange lockout.
"Jeg er meget, meget glad for, at konflikten nu er slut. Det er godt for børnene, for forældrene og for lærerne. Jeg ved, at også skolelederne glæder sig til at byde lærerne velkommen tilbage. Nu handler det om at få hverdagen på skolerne tilbage igen og komme tilbage på det gode Roskilde-spor. Vi har tradition for et godt samarbejde og en god dialog med lærerne om folkeskolen i Roskilde Kommune, og det vil vi meget gerne fortsætte med," siger borgmester Joy Mogensen.
Hun understreger, at kommunens Skole- og Børneudvalg vil få lavet en procesplan for, hvad der skal ske nu efter konflikten.

Skal indhente det forsømte

"Nu hvor konflikten er slut har skolerne en stor opgave i både at få planlagt og gennemført den nødvendige ekstra undervisning, der skal indhente det forsømte, og prøverne for niende og tiende klasserne. Det er selvfølgelig noget, skolelederne allerede arbejder med, men situationen er meget forskellig fra skole til skole, Så det er ude på den enkelte skole, detaljerne skal planlægges, siger formanden for Skole- og Børneudvalget Mette Truesen.
Ministeriet for Børn og Undervisning har meldt ud, at niende og tiende klasses skriftlige prøver bliver rykket til perioden 13.– 23. maj. De skulle ellers have været afholdt fra 2. maj. De mundtlige prøver ligger i perioden 3.– 26. juni, og det ændres der ikke på.

Gør gavn på skolerne

Der er politisk enighed om, at den løn, lærerne ikke har fået udbetalt på grund af lockouten, skal blive på skoleområdet. Dermed har skolerne økonomisk mulighed for at gennemføre de nødvendige ekstratimer.
"Jeg er godt tilfreds med, at de sparede lønmidler ikke går i kommunekassen, men får lov at gøre gavn på skolerne, bl.a. til de nødvendige ekstra timer. Nu må vi sammen med lærerne kigge fremad og arbejde sammen om at skabe fremtidens skole, så den både bliver en bedre og mere sammenhængende skole for eleverne og en rigtig god og spændende arbejdsplads for lærerne, siger Joy Mogensen.