Fortsæt til indhold

Flere og mobile valgsteder til næste valg

Nye valgsteder i Norddjurs

Samfund
Anette Bonde

I forbindelse med kommunesammenlægningen blev antallet af valgsteder i det norddjurske reduceret fra 19 til 9. Ved sidste valg kunne der således afgives stemme i Ørsted, Allingåbro, Auning, Glesborg, Ørum, Kulturhuset, Anholt, Trustrup, Søndre Skole i Grenaa.
I forbindelse med budget 2013 blev det besluttet at udvide med tre nye valgsteder, og det var på dagsordenen ved kommunalbestyrelsens møde i sidste uge.

Mobile valgsteder

Borgmester Jan Petersen havde i forvejen stillet forslag om at genåbne valgstedet i Vivild og at anvende mobile valgsteder. Han foreslog desuden, at vælgerne fra det tidligere valgsted i Voldby flyttes fra Glesborg Skole til Kulturhuset i Grenaa, at vælgerne i Georgsminde flyttes til Auning og at valgstedet Kulturhuset Stationen i Trustrup flyttes til Toubroskolen.
Jytte Schmidt (SF) stillede forslag om at udover valgstedet Vivild skal valgstedet Mølleskolen også genåbnes, men det fik kun tilslutning fra SF's gruppe og Benny Hammer (C).
Benny Hammer foreslog at udover Vivild skal valgstederne Mølleskolen Holbæk, Gjerrild og Fjellerup også genåbnes. Dette var det kun Benny Hammer selv, der støttede.
Det blev borgmesterens forslag, der blev vedtaget, dog undtaget punktet om at flytte valgstedet Kulturhuset Stationen i Trustrup til Toubroskolen. Det tages op igen ved mødet i juni.
Forvaltningen arbejder videre med forslaget om mobile valgsteder til kommunalbestyrelsens møde i juni.