“Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”

En vittighed om bøn lyder sådan her:
En pilot, der var fører af et stort passagerfly, lå i 10 kilometers højde med sit fly ude midt over atlanterhavet. Pudselig opdager han til sin store rædsel, at der stort set ikke er mere brændstof tilbage, og flyet begynder så småt at sætte ud. Han kalder derfor febrilsk tilbage til kontroltårnet i London:
"Hallo hallo, piloten her. Jeg er ved at løbe tør for brændstof, og er begyndt at tabe højde, hvad gør jeg? Jeg har brug for hurtige og præcise instrukser. Hjælp mig!"
Der går nogle minutter i ulidelig tavshed, så lyder det i pilotens øresnegl:
"Hallo, pilot. Vi har hørt og forstået din situation. Sig efter os: Fader Vor, du som er i himlene. Helliget vorde dit navn..."
Vi kan grine af vittigheden. Men den fortæller noget meget vigtigt.
Ofte i livet er vi i situationer, hvor vi ikke har kontrol, hvor vi er oppe mod noget, der ikke umiddelbart er i vore hænder. Og når vi står i den slags situationer, så gør vi klogt i at gøre, som kontroltårnet her foreslår: Folde hænderne og stole på, at Guds hånd er under os. Gå helt ind i den tro, at alt i universet er omsluttet af en kærlighedens Gud, sådan som vi har set den i Kristus, mens han var her på jorden.
Det bedste piloten i vores eksempel kan gøre, er det ikke at lægge al angst og panik og desperation over i Guds hånd og så gå helt ind i troen på kærlighedens Gud, for derefter at koncentrere sig om at lave den bedst mulige nødlanding?
Hvor ofte står vi i situationer, hvor det piloten får besked på at gøre, det vil være værd at afprøve? Måske også i situationer, der er langt mindre dramatiske, end den piloten er i?
For:
"Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det."