Otto sætter gang i fantasien
Studerende laver næsehorn i papmache
Hvordan formidler man Ole Lund Kirkegaard for de mindste? Den opgave fik fire studerende fra pædagogisk assistentuddannelsen på Skanderborg-Odder Center for uddannelse stillet for et par uger siden.
Næsehornet Otto var det første billede, der dukkede op hos alle studerende.
"Så vi besluttede at vi ville bygge et stort næsehorn ved at lave et træskelet og beklæde det med hønsenet, papmache og maling," fortæller Karina Nielsen.
"Det blev så stort at det nærmest blev levende for os," supplerer Michelle Rødkjær.
"Ole Lund Kirkegaard er fantastisk og historierne indeholder alle en masse skæve typer, hvor alle kan finde noget, som de har i dem selv. Det lærer børn at alle ikke er ens," siger Helle Witthøfft.
Det store dyr har de fire brugt tre en halv dag på at færdigøre.
"Det har været godt at lave, fordi vi har fået en viden omkring hvordan vi fører sådan et projekt ud i livet på vores fremtidige job. Nu vil vi ikke være bange for at starte sådan et projekt," forklarer Anne Virring.
Og resultatet kan du nu se, for de studerende har foræret deres projekt til biblioteket i Skanderborg
"Vi synes det var oplagt at det skulle stå her på biblioteket, så en masse børn kunne få glæde af det. Vi har allerede set børn, der når de ser det, bliver begejstrede," fortæller Karina Nielsen og håber at både børn og voksne og institutioner, der besøger biblioteket kan blive inspireret af næsehornet.