Fortsæt til indhold

Er du ikke på nettet, findes du ikke

To esbjergensiske forretninger drosler ned for deres fysiske forretninger. For det er på nettet og dets sociale medier, at fremtiden er

Samfund
Louise Ritter

Op mod en tredjedel af det samlede danske butiksareal bliver overflødiggjort frem mod 2025, hvis e-handelen udvikler sig så kraftigt, som nogle aktører påstår. Sådan lyder det fra ICP - Institut for Centerplanlægning. Får de ret i deres spådom vil 15 procent af alle dagligvarer og halvdelen af alle udvalgsvarer i 2025 blive købt på internettet.

Har lugtet lunten

En af de netbutikker der forlængst har lugtet lunten er Nicehair.dk. Det bare tre år gamle esbjergensiske firma, der startede ud med at sælge hårprodukter online, tæller nu 40 ansatte og sender hver måned ordre ud for, hvad der svarer til en halv million kroner i porto.
I år er målsætningen en omsætning på 100 millioner kroner. Det hele - eller næsten det hele - skal hentes hjem via netsalg. Nicehairs fysiske butik i Esbjerg bliver nemlig gradvist udfaset til fordel for nettet. Nøjagtig ligesom en anden af Esbjerg største netshops Kidsworld.dk netop har gjort det.
Her har indehaver Annette Nielsen taget den beslutning at lukke den fysiske forretning på en af byens travleste gader for udelukkende at fokusere på netshoppen. Og det kan meget vel tænkes, at Nicehair følger trop.
"Den fysiske forretning står for under en procent af vores omsætning. Faktisk bliver den mest brugt til afhentning af ordre af dem, der gerne vil spare portoen. Hvis vi flytter i nye lokaler, der ikke lige indbyder til en fysisk forretning, så rydder vi den uden tvivl," siger Simon Elkjær, it-direktør og partner i Nicehair.dk.

Butik betyder mindre

Virksomheden har igennem længere tid ledt efter nye, større lokaler til den hurtigtvoksende virksomhed, der nu tæller hele seks webshops med efterhånden alt til kvinder lige fra tøj over makeup til hårprodukter og børnetøj.
"Vi har tre millioner sidevisninger til kvinder hver måned. Der et stort arbejde i at oplære dem i, at de nu kan købe så meget forskelligt hos os, men vi tror på, at samhandel bliver stort i fremtiden," siger Simon Elkjær om konceptet, hvor mange forskellige varer kan købes under en og samme fane.
For ganske nylig meddelte den store danske netshop smartguy.dk, at de flytter lager og forretning til Polen, men det træk pønser Nicehair ikke på.
"Vi har da talt om både Aarhus og København, men vi bliver her i Esbjerg, for det er her, vi hører til, og her er udgifter til personale og lokaler også væsentlig mindre. Egentlig ville det være billigere at flytte tyve kilometer længere ud på landet, men så begynder det at knibe med kvalificeret arbejdskraft," siger Simon Elkjær, der som it-direktør har brandingen af Nicehair på nettet som sin fornemmeste opgave, og her er de sociale medier uundgåelige.

Vil være bedst

"Lige nu er Facebook det helt store, men det er ikke sikkert, at det fortsætter sådan. Det handler om hele tiden at være med - altid at være online. 35 procent af vores kunder handler fra deres iPad eller telefon, så lige nu arbejder vi hårdt på at tilpasse vores forretning til det format. Og om et par måneder vil vi være de bedste til det," siger Simon Elkjær, der bakkes op af nye tal fra Dansk e-handelsanalyse: Syv procent bruger nu primært sociale medier til søgning af nye steder at handle på nettet.