"Det er mig uforståeligt, at min mor kan være så ligeglad"

Jeffrey Sejr Hansen havde kun den første side i bogen om sit liv. Den lille lap papir, der er hans dåbsattest. Den dokumenterede hans fødsels i Los Angeles i USA for 45 år siden. I oktober måned sidste år pakkede han sin kuffert, rejste over Atlanten og tilbage i tiden sammen med et filmhold fra Sporløs.
Jeffrey Sejr Hansen, bedre kendt i lokalområdet som Jeff kørelærer, lukker døren op og forsøger samtidig at spænde ben for Kato og Clemens, så de ikke stryger ud af døren. Det er familiens to sorte pudler med de rappe navne, der byder velkommen indenfor sammen med kørelæreren fra Skanderborg. For ganske nylig har Jeff udstået sine kontraktlige forpligtelser overfor DR efter at have deltaget i programmet Sporløs, og han har indvilliget i at fortælle om oplevelsen bag kameraet.
I mange år har han set ligesindede finde deres rødder i tv-programmet Sporløs.
"Det kom rigtig tæt på, når jeg så programmerne. Samtidig var jeg klar over, at hvis det skulle lykkes for mig at finde min familie i USA, så skulle jeg have hjælp," fortæller Jeff.
Han har levet med så mange ubesvarede spørgsmål og tanker om sine forældre hele sit liv. Han sammenligner tankerne om forældrene med de forestillinger, man gør sig om folk, man taler i telefon med ofte, men aldrig har mødt. De - for alle, der ved, hvordan mor ser ud, og hvordan far bor - helt banale spørgsmål begyndte at fylde mere, og Jeff forsøgte selv at lede efter svar, men uden held. Mange af dem, der kan hjælpe i USA, vil have mange penge for det, og Jeff var efterhånden klar til for alvor at få flere sider i bogen om sine forældre. Han skrev til Sporløs og stak ud i stakken af ansøgninger.

Fælles mål

Jeff havde ikke meget indflydelse på tingene, mens han rejste med Sporløs.
"Jeg var hele tiden kun på "need to know"-stadiet. Jeg fik ikke alt at vide undervejs. Men det var ok, for vi havde et fælles mål, nemlig at finde mine forældre. Det er vilkårene, og det har jeg det helt fint med," siger han.
En anden betingelse for at være med, er, at når dagen er slut, og holdet kommer tilbage til hotellet, så har DR retten til de første tanker.
"Jeg måtte ikke ringe eller skrive hjem, før jeg var blevet interviewet, når vi kom hjem på hotellet. DR har så at sige førsteret til mine følelser. Det er vel forståeligt nok, når de betaler hele gildet. Jeg skulle jo bare møde op i lufthavnen med min kuffert, så leverede de resten."
Jeff havde det helt fint med at vise følelser på tv. Han vænnede sig hurtigt til kameraet, og holdet bag Sporløs er meget bevidste om, at det, de sender hovedpersonen igennem, kan være voldsomt.
"Vi var fire afsted. En kameramand, en tilrettelægger, værten Rie Helmer Nielsen og mig. Det er forbløffende at opleve, hvordan jeg bare blev knyttet til de mennesker med det samme, vi mødtes. Vi fik et helt særligt forhold, og de kom virkelig ind under huden. Følelserne er jo uden på tøjet rigtig mange gange. Vi var sammen næsten konstant og lavede alt sammen," fortæller Jeff.
"Efter kameraet blev slukket på den sidste dag, hvor de virkelig havde forsøgt at overtale min mor til at mødes med mig, var vi alle meget rørte. Jeg var ikke den eneste, der sad med tårer i øjnene. De må have et stærk hold i ryggen til at hjælpe dem med den slags derhjemme."

Mission Impossible

Oplysningerne fra Jeffs adoption er ikke tilgængelige for offentligheden, og alle de myndigheder, der ligger inde med de værdifulde informationer, måtte ikke oplyse ham om noget som helst. De bliver med stor sandsynlighed sagsøgt, hvis de kommer til at afsløre noget, de ikke må.
"Da vi mødte op på hospitalet, hvor jeg er født, blev vi verfet ud igen. Vi måtte ikke filme, og vi var bare dukket op uden aftale. Jeg vidste egentlig godt, at vi ikke ville få noget ud af det, men det var spændende at se. Det samme gælder kirken, hvor jeg blev døbt. Der var heller ikke nogle informationer, der kunne hjælpe os videre. Jeg var forberedt på, at det ville være sådan," siger Jeff.
"Det var mission impossible at få noget at vide af myndighederne. Hvis ikke vi havde fundet ham tryllefyren, så var vi aldrig kommet videre." Jeff refererer til en Search Angel ved navn Chris.

Englen og databasen

Heldigvis for Jeff og andre, der søger efter deres slægtninge havde den amerikanske delstat, Californien, solgt databasen med samtlige oplysninger om alle fødsler i hele delstaten fra 1950-1985 til højeste bud. Det var der ikke noget odiøst i dengang, men det hul i lovgivningen er siden blevet lukket. Det betyder, at dem, der ejer databasen ligger inde med alle de oplysninger, som Jeff skulle bruge for at finde sine forældre. De såkaldte Search Angels, søgeengle, hjælper folk som Jeff med at støve deres forældre, børn eller søskende op ved hjælp af databasen. I USA kender alle til dette smuthul, og derfor kan englene i løbet af få timer foran computeren fremtrylle navne og andre oplysninger om alle, der er blevet født i det tidsrum. Sporløs henvendte sig til søgeenglen Chris.
"Da vi kørte ud til Chris, var jeg klar over, at vi greb efter det sidste strå," siger kørelæreren.
Til gengæld fandt Chris navnene på Jeffs forældre på en times tid, og faktisk fandt han også Jeffs mor, mens Sporløs var i USA. Hun ville bare ikke mødes med Jeff.

Ærlighed hjemmefra

Jeff blev bortadopteret, da hans far var indkaldt til militæret og skulle gøre tjeneste i Vietnam. Moren var ganske ung og kunne ikke stå med ansvaret for det lille barn alene. Skæbnen ville dog at Jeffs far brækkede benet lige inden afgang, og han kom aldrig afsted i krig. Men beslutningen var taget, og det var i Jeffs bedste interesse.
I Jeffs barndomshjem har der altid været ærlighed omkring, at begge børn var adopteret, og forældrene har støttet ham hele vejen.
"De har aldrig lagt skjul på, at både min søster og jeg var adopteret. De vil altid være mine forældre, det ændrer sig ikke. Det bliver svært at få et rigtigt forhold til familien i USA, men jeg vil gerne holde kontakten og besøge dem, når vi alligevel skal derover, og de er selvfølgelig velkomne her."
"Min mor er faktisk selv adopteret, og det gør det endnu mere mærkeligt for mig, at hun ikke vil se mig. Vi var kun en halv times kørsel fra hende, og jeg er irriteret over, at hun ikke ville møde mig. Bare lige ti minutter på et gadehjørne, så jeg lige havde set hende. Det er mig uforståeligt, at hun kan være så ligeglad."
Jeff har efterfølgende flere gange taget kontakt til sin mor. Han har skrevet breve og mails, men han kunne ikke finde på at banke på hendes dør en dag.
"Jeg kunne finde på at køre forbi og se huset, hvor hun bor, men jeg er jo ikke interesseret i at ødelægge hendes liv," siger han.

Ligner sin far

I stuen på Skovkanten er der ikke et eneste kabel at se. Selv de mange kabler ved fjernsynet er helt væk eller i det mindste snorlige.
"Det er noget, jeg har fra min far. Jeg er fuldstændig perfektionistisk med mange ting. Det var min far også. Jeg har fået svar på mine spørgsmål i den retning." Jeff nikker, og der er en vis stolthed i stemmen.
Han er blevet mere afklaret og mange af de spørgsmål, han gik rundt med, kender han nu svaret på.
"Jeg startede med at have den første side i bogen om mig. Nu har jeg fået kigget hele bogen igennem. Svarene var ikke kun gode, men det var svar. Selvfølgelig kunne jeg have ønsket mig bedre svar, men jeg er superglad for, jeg gjorde det. Nu ved jeg hvorfor, og det kan jeg forholde mig til. Alt i alt har det jo været en kæmpeoplevelse."