Skolebøgerne skiftet ud med det store lærred
Århus Statsgymnasium droppede klasseværelset for en aften og så egne film i biografen
Biffen At skulle i skole en tirsdag aften er måske ikke alle gymnasieelevers store drøm, men for 1.h på Århus Statsgymnasium i Aarhus V var det nu ikke så slemt igen.
Rød løber og champagne
Det var da heller ikke skolebøger, tyske gloser og traditionel tavleundervisning, som eleverne måtte svede over. I stedet var det rød løber, champagne og det store lærred, som ventede dem. I tirsdags var der nemlig premiereaften i biografen Øst for Paradis - ikke på den nyeste amerikanske blockbuster, men derimod var det elevernes egne producerede kortfilm, som blev vist på det store lærred.
Filmene, som alle har temaet “ulighed”, har været undervejs i to måneder og er produceret i grupper på seks personer.
Spændende virkelighed
Den anderledes undervisning er en del af initiativet “Det udvidede klasserum,” hvor gymnasiet vil give eleverne mere medbestemmelse i undervisningen og vil lave mere caseorienteret undervisning, der tager udgangspunkt i virkeligheden.
For 16-årige Simon Nguyen har mødet med “virkelighden” været meget spændende.
“Når man står over for en hjemløs, bliver man nødt til at høre efter. Det kan være sværere, hvis det er læreren i klasseværelset, der snakker,” forklarer Simon Nguyen og fortsætter:
“Når man er ude i virkeligheden, åbner det øjnene op for flere faktorer. Det giver mere end bare at læse det i en bog.”