Fortsæt til indhold

Glædeligt, at vi reddede parallelvejen i Vrold

Samfund
Af Ole Taankvist (V), Byrådskandidat

Det er meget glædeligt at opleve, at mange borgeres store indsats i Vrold området, og politikere fra primært blå blok i sidste øjeblik, redede muligheden for at parallelvejen i Vrold stadig kan blive en realitet. Når og hvis vilje er til stede når de nye sydgående ramper ved E45 bliver etableret.
Nu er kommuneplanen en realitet. Derfor er der åbnet mulighed for at få anlagt de meget omtalte sydgående ramper ved afkørsel 53. Det er et godt aktiv for det kommende erhvervsområde, og vil være med til at sikre fremtidige arbejdspladser i Skanderborg Kommune.
Når vejdirektoratet (staten) får anlagt ramperne, vil det ved et grundigt arbejde med trafiktælling m.m. vise sig, hvordan trafikkultur og trafikintensitet i Vrold og Skanderborg bliver.
Derfor undrer det mig meget, at bormesteren først viste interesse for Parallelvejsprojektet i aller aller sidste øjeblik, inden kommuneplanen skulle til afstemning i byrådssalen?
Ingen af os kan andet end spå om udfaldet på trafikudviklingen når ramperne kommer, og Kærligheden tages i brug. Spændende bliver det at se, hvor stor belastningen af trafikken bliver omkring Vrold, når de store events skal holdes på det nye område, men også hvor meget trafikken øges med gennemgående trafik til og fra Skanderborg ad de kommende nye ramper på E45 i sydgående retning.
Jeg er meget optaget at dette arbejde, og ser stadig udfordringer omkring hele trafikafviklingen på Vroldvej. Specielt udkørsel fra de store villakvarterer: Legårdsvej, Eskebækparken, Mossøvej og flere med. Alle vil få yderligere udfordringer med at køre ud på Vroldvej, specielt i myldretiden, og specielt ved kørsel ind mod byen (venstresving) – Enten skal der et arbejde i gang omkring etablering af fardæmpende foranstaltninger, eller også skal der etableres rundkørsler og eller lyskryds centrale steder på vejen?
Vi ved alle, at Vroldvej i dag er forbindelsesvej mellem sydbyen og centrum, at trafikintensiteten er høj, og ikke mindst at der køres endog meget stærkt – der skal gøres noget.
Tillykke til Skanderborg, at vi nu har åbnet mulighed for at få ramperne ved afkørsel 53 etableret – lad os også glæde os over, at der i beslutningen omkring kommuneplan 2013 blev levnet plads til, at Parallelvejen stadig kan nå at komme med i næste revidering af kommuneplanen som er aftalt til 2015.