Fortsæt til indhold

De stresser af med hockey

Lærerne og pædagogerne på Højvangskolen tonser hver fredag eftermiddag efter arbejde rundt i hallen for at spille hockey

Samfund
Camilla Olesen

Pucken knalder hårdt mod banden, og sveden drypper.
“Kom nu - få nu afgjort den kamp, så vi kan komme til.”
Sådan lyder det hver fredag eftermiddag i hallen på Højvangskolen. Det er ikke eleverne, der har idræt, men derimod lærerne og pædagogerne, der løber rundt og sveder, mens de spiller hockey.
Den tradition har de haft de seneste mange år, så længe, at der faktisk ikke rigtig er nogen, der har styr på, hvor længe de har spillet.
De mødes i hallen for at have socialt samvær og for at få ugens frustrationer spillet ud af kroppen. Eftermiddagen er så vigtig for dem, at selv under den fire uger lange lockout har de spillet, dog i Frederiksbjerghallen.
Pædagog, Li Rahbek, er én af dem, der så tit hendes vagtplan på Højvangskolen tillader det, får svedt igennem om fredagen.
“Det er fedt, og jeg kan godt lide at være sammen med mine kolleger på en anden måde. Det er en god måde at sige god weekend på, og vi spiller alle sammen for at vinde - der bliver gået til den,” siger Li Rahbek.
På banen er begge køn samlet, og de spiller tre på hvert hold ad gangen.