To førstepladser til Vivild-spejderne
KFUM Spejderne i Vivild kom hjem med to førstepladser efter distriktsturnering
Glade børn og stolte ledere vendte forrige lørdag aften hjem fra KFUM Spejdernes distriktsturnering. Med sig i bagagen havde de ikke mindre end to førstepladser ud af tre mulige ved årets distriktsturnering. Dermed overgik spejderne fra Vivild sidste års gode resultater.
KFUM spejdernes distriktsturnering foregik lørdag 20. april ved Thorsager med deltagelse af omkring 150 spejdere og ledere fra hele Djursland.
Bævere og juniorer til tops
Vivild deltog med to hold bævere (0. til 1. klasse), en ulvebande (2. til 3. klasse) og et hold juniorspejdere (4. til 5. klasse).
Det var et bæverhold og et juniorspejder-hold fra Vivild, som løb med sejren i hver deres aldersgruppe.
"Vi er meget stolte af vores spejderes indsats", siger bæverleder Anne Feldborg og ulve- og juniorleder Tim Skuldbøl.
De fortæller, at turneringen i år havde rekorder som tema. Men i praksis handlede det lige så meget om at kunne samarbejde for at opnå det gode resultat.
"Det, at du kan samarbejde om vidt forskellige opgaver og under tidspres, er jo noget som efterspørges mange steder i samfundet," siger de.
Spejdertrop til sommer
Efter nogle års pause etableres der til sommer igen en spejdertrop i Vivild. Deltagerne er i aldersgruppen 6. til 8. klasse, og alle interesserede er velkomne. Spejderne i Vivild lover både udfordrende og spændende oplevelser for de unge, som vil være med i troppen.
"Vort arbejde er rettet mod børn og unge, som vi ønsker at støtte i at blive selvstændige, ærlige, demokratiske og ansvarlige mennesker, der har respekt for deres medmennesker, for omverdenen og naturen", siger Tim Skuldbøl.
Søger ledere
Glade spejderbørn mødes hver uge i spejdergården eller ved hyg`li`hyt. Desværre kniber det for tiden med lederkræfter, der kan hjælpe med til møderne, fortæller gruppeleder Hans Thygesen og peger på, at lederne samtidig får mange gode oplevelser med sig.
"Samtidig med, at man som leder er med til at støtte en gruppe børn og unge, er der rig mulighed for selv at få en masse oplevelser og personlig udvikling, eksempelvis tilbyder KFUM-Spejderne en række uddannelsestilbud for alle frivillige."
En række undersøgelser viser samtidig, at frivilligt arbejde er populært hos arbejdsgivere, og at det giver pluspoint på CV'et, når man søger arbejde.
Interesserede kan henvende sig til Hans Thygesen eller bare komme i Spejdergården onsdag mellem klokken 17 og 19.