Seniorråd raser over dyrere indkøbsordning
Egedal Kommune sparer knap 400.000 kroner i leveringsomkostninger til den nye indkøbsordning, men de ældre skal til gengæld leve med dyrere varer. Det skuffer seniorrådet, men udvalgsformand Esben Vognsen Jensen afviser kritikken og roser ordningen
"Det er en klar forringelse og ikke rimeligt overfor de ældre borgere."
Sille Jantzen, formand for Seniorrådet i Egedal Kommune, lægger ikke fingre imellem, når hun skal vurdere den nye indkøbsordning, som kommunen fra den 1. juni har indgået med firmaet Multi Indkøb A/S.
Den nye ordning vil give en prisstigning på tre-fire procent på helt almindelige dagligvarer, og samtidig må de 180 brugere skyde en hvid pil efter muligheden for at vælge et lokalt indkøbssted. Multi Indkøb A/S tilbyder godt nok 4.500 forskellige dagligevarer, men de vælger selv indkøbsstedet.
Gamle ordning var bedre
"Vi er ikke tilfredse. I den gamle indkøbsordning kunne man selv vælge, hvor man ville have sine varer fra. Vi hører altid, at vi skal støtte det lokale erhvervsliv, så det her er en dårlig løsning. Jeg kan også forstå, at det er slut med at få hentet sine apoteksvarer. Det var ellers med i den gamle ordning," siger Sille Jantzen.
I februar besluttede byrådetat sende sende indkøbsordningen i udbud fordi kommunens udgifter til leveringen af dagligvarer var alt for høje sammenlignet med andre kommuner. Egedal Seniorråd blev taget med på råd, men de havde forventet et helt andet resultat.
"Det er fair, at kommunen gerne vil spare på levering, men var vi blevet informeret om de økonomiske konsekvenser for borgerne, så havde vi ikke accepteret det. Det er skuffende, at vi ikke er blevet orienteret om resultatet af udbuddet," siger Sille Jantzen, som glæder sig over, at de 180 ældre og handicappede borgere fortsat kan bestille deres varer over telefonen.
"Det er heldigvis stadig en mulighed," siger formanden for seniorrådet.
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Egedal Kommune, Esben Vognsen Jensen (V), kan ikke følge kritikken fra Seniorrådet.
Samme mulighed for alle
"Når vi sender ordningen i udbud og finder en vinder i Multi Indkøb A/S, så er det på baggrund af service og økonomi. Vi sparer mange penge i levering, og samtidig får borgerne mulighed for at vælge næsten 5.000 dagligevarer. Det er et godt tilbud," siger han og fortsætter:
"De borgere, som har været vant til at få deres dagligevarer købt i Egedal Center gennem en tilbudsavis, vil måske føle en forringelse, men det er vores opgave at give borgere fra eksempelvis Smørum og Ølstykke den samme mulighed. Alle vil få de samme og flere tilbud gennem ordningen, og hvis der blev hentet apoteksvarer gennem den gamle ordning, så kan det fremover køre ind over hjemmeplejen."
Kritikken omkring sagsforløbet møder heller ikke forståelse hos udvalgsformanden.
"Vi bestræber os på at høre Seniorrådet i de sammenhænge, hvor de har viden og fingeren på pulsen. Det har vi også gjort i dette tilfælde, men hvis vores krav er opfyldt, så kan vi ikke gøre meget mere," siger han.