7 ud af 10 taber sig med "Holbæk-modellen"
Vejle Kommune åbner overvægtsklinik, der arbejder efter "Holbæk-modellen"
Det er slut med at spise chokopops om morgenen, og det er slut med at putte rullepølse og leverpostej på rugbrødsmadderne til frokost. Det er blot et par af kravene til de familier med overvægtige børn og unge, som har tilmeldt sig Vejle Kommunes nye overvægtsklinik, der i torsdags tog imod de første forældre og børn.
Den nye overvægtsklinik er et tilbud til overvægtige børn og unge fra 3-18 år. Familierne skal selv henvende sig for at deltage, og de skal selv sørge for at føre de forskellige råd om kost og motion ud i livet. Til gengæld er der en rigtig god chance for at tabe sig betydeligt, hvis de følger anvisningerne fra overvægtsklinikken.
Mange taber sig
"Mindst 7 ud af 10 taber sig betydeligt, og de tager ikke på igen, viser vores resultater over flere år," siger overlæge Jens-Christian Holm, der er kendt fra dokumentarprogrammet 'Generation XL.'
Han er leder af Enheden for overvægtige børn på børneafdelingen ved Holbæk Sygehus og tilknyttet den nye overvægtsklinik i Vejle Kommune, der arbejder efter "Holbæk-modellen."
Tilbud virker ikke
"Vi har manglet et godt tilbud her i kommunen. Mange af vores nuværende tilbud virker ikke og kan ikke fastholde familier og børn. Vi ser for eksempel, at børn der har været på Julemærkehjem i otte uger falder tilbage og tager på igen. Opholdet er for kort," siger Ulla Dupont, Ledende Sundhedsplejerske i Vejle Kommune.
I den nye overvægtsklinik bliver deltagerne tilknyttet og fulgt i et år - og måske længere hvis projektet bliver gjort permanent.
Deltagerne skal til to længere og seks kortere vejledninger i løbet af året med de daglige medarbejdere på klinikken, der er bemandet med to sundhedsplejersker, en kostkonsulent og en diætist.
Overvægtsklinikken kører foreløbig som et forsøgsprojekt i 2013 og 2014. Man kan læse mere om projektet på sundhedsplejen.vejle.dk.