Kirke Sonnerup har vundet en skaterpark
En borger i Lejre Kommune har indsendt et ønske om at bygge en skaterpark i Kirke Sonnerup i P3s konkurrence ’Byg Det Op’. Lytterne var vilde med idéen, og drømmen om en skaterpark i Kirke Sonnerup bliver nu til virkelighed.
Kirke Sonnerup Ønsket om fællesskab for Kirke Sonnerups børn og unge var grunden til, at Merete Palmelund indsendte et ønske om en skaterpark i Kirke Sonnerup til P3s konkurrence "Byg Det Op". "Jeg indsendte forslaget, fordi jeg synes, at der mangler et fælles mødested for vores børn og unge her i området, efter Kirke Sonnerup skole blev lukket. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive til virkelighed, og jeg er overvældet over opbakningen. Vi er gode til at stå sammen herude i Kirke Sonnerup," siger Merete Palmelund.
Byggeri på 24 timer
P3s lyttere afgjorde tirsdag den 23. april, at forslaget om skaterparken i Kirke Sonnerup skal gøres til virkelighed. Det betød, at P3 mødte op torsdag i sidste uge med en bus fuld af frivillige og en masse materialer. Sammen med lokale kræfter fra Lejre blev projektet så gjort til virkelighed på 24 timer, hvor der blandt andet blev bygget borde, en skaterrampe, bålplads og shelters. "Jeg blev glad, da Merete henvendte sig til mig og sagde, at hun havde taget initiativ til at tilmelde Kirke Sonnerup til P3s konkurrence. Engagement, kreativitet og initiativrigdom blandt borgere i alle lokalområder er afgørende for, at fællesskabet kan gro. Så herfra skal lyde både et tillykke og et tak," udtaler Borgmester Mette Touborg. De mange timers arbejde blev sluttet af med en fest i fredags, hvor Wafande og Pharfar leverer det musikalske indslag. "Byg Det Op" er en konkurrence, der er udviklet af DR og Dansk Arkitekturcenter i partnerskab med Realdania, Lokale- og Anlægsfonden og Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg med rådgivning fra COWI. Konkurrencen er blevet til for at sætte fokus på, at det er en reel mulighed at forandre byrum til glæde for fællesskabet. De projekter der vinder bliver realiseret med hjælp fra rådgivere, nogle af landets bedste arkitekter og med økonomisk støtte på op til 1,6 millioner kroner.