Fortsæt til indhold

Rosenhøjs rollemodeller rykker

I Rosenhøj holder Ung Til Ung Syd til, og projektet virker både på tryghed og venner

Samfund
Camilla Olesen

Succes, glæde og aktiviteter er de tre ord, der bedst beskriver rollemodelsprojektet Ung Til Ung Syd (UTUS), der holder til i Rosenhøj og har kørt siden 2008.
25 procent af de beboere, der i 2008 følte sig utrygge, følte sig i 2012 mere trygge.
Én af de faktorer, der har haft indflydelse på ændringen er UTUS.

Gør en forskel

Her laver en gruppe unge på 10 i alderen 18-25 år aktiviteter i området for at få skabt fællesskab, og de unge ikke kommer til at kede sig, så de laver ting, der ikke er hensigtsmæssige.
To af de piger, der er med i UTUS er 20-årige Camilla Westersø, der har boet i Hasle og nu bor i centrum og 21-årige Kali Aziz, der kommer fra Viby. De arrangerer blandt andet FIFA-spilleaftener biografture og andre aktiviteter.
“Det er meget kliché-agtigt, men vi gør en forskel. Vi er jo ikke en ghetto mere, og man kan i hvert fald sige, at vi gør noget godt, som virker,” siger Kali Aziz.

En fed ting

De to piger er meget begejstrede for UTUS og glæder sig hver gang, til der er møder i gruppen og til at lave aktiviteter for børnene i området.
“Jeg blev taget med herud af en veninde fra Libanon. Jeg er vokset op tæt på Gellerup og synes, at det kunne være spændende at være med i sådan et projekt her,” siger Camilla Westersø, og Kali Aziz supplerer:
“Det er selvudviklende at være med i. Når man gør en forskel, er man også med til at rykke på sine egne grænser. Vi kan vise veje, der er gode at gå for de andre børn i området.”
Camilla Westersø arbejder i Gellerup og har set, hvad der kan ske, når unge keder sig.
“Når de ikke har noget at lave, så synes de, det er sjovt at køre på løbehjul i City Vest. Jeg håber, at vi kan give de unge her noget at gå op i.”
Villads Brodahl Müller er projektkoordinator ved UTUS og fortæller, at UTUS er en succes både for de børn, der deltager, men også generelt for folk i området, da de føler sig nemlig mere trygge, efter UTUS startede.