Fortsæt til indhold

BUPL raser over Egedal

Ifølge BUPL bliver statstilskuddet til forbedringer af kommunens dagtilbud ædt op af en budgetfejl i stedet for at gå til mere personale i institutionerne

Samfund
Arkiv

Egedal Egedal Kommune er placeret i landets bund, hvad angår antallet af voksne i kommunens daginstitutioner.
Det fik derfor en positiv modtagelse fra pædagogernes fagforbund BUPL, da kommunen i 2012 offentliggjorde, at den vil bruge et statstilskud på næsten 5,3 millioner kroner på bedre normeringer i børnehaver og vuggestuer.
Men få måneder inde i 2013 er den varme modtagelse af kommunens prioritering imidlertid blevet lunken.
"Vi var naturligvis glade for at høre, at Egedal Kommune vil bruge næsten hele statstilskuddet på at hæve antallet af pædagoger og medhjælpere i daginstitutioner. Men vi har nu måtte konstatere, at kommunen bruger størstedelen af midlerne på at rette op på en fejl i det kommunale budget," siger Lars Christensen formand for BUPL Nordsjælland.
Ifølge BUPL bliver personaletimerne til daginstitutionerne finansieret af en lønsum, som kommunen beregner ved hjælp af gennemsnitslønninger for pædagoger og pædagogmedhjælpere. Men kommunen har i flere år brugt en for lav gennemsnitsløn i forhold til de faktiske lønninger. Derfor har institutionerne ifølge fagforbundet ikke haft råd til at ansætte det personale, som fremgår af institutionernes timetal.

Med hjælp fra statstilskud

Problematikken omkring lønningerne har Egedal Kommune nu besluttet at rette op på ved hjælp af pengene fra statstilskuddet.
I en mail til BUPL Nordsjælland skriver Egedal Kommune:
"Af de 5.285.000 kr. er 4.816.000 kr. anvendt til at regulere budgetgennemsnitslønninger, de resterende 468.000 kr. er udmøntet over øvrige tildelingsparametre."
Ud af statstilskuddet på knap 5,3 millioner kr. vil Egedal kommunen altså bruge cirka 4,8 millioner kr. på at udligne lønningerne, hvilket svarer til 91 procent af tilskuddet. Kun 9 procent - 468.000 kr. - bliver tilsyneladende brugt på at hæve normeringen i børnehaver og vuggestuer.
Ifølge BUPL kan kommunen for det beløb øge antallet af personaletimer med lidt under 1,5 times voksentid om ugen per institution.

Stadig under gennemsnit

Og det er ikke nok til at få Egedal Kommune op på niveau med landsgennemsnittet.
Medregnet normeringsforbedringen er kommunens normering ifølge BUPL i dag på 7,49 børn per fuldtidsansat voksen i børnehaven og 3,74 børn per voksen i vuggestuen.
Til sammenligning var landsgennemsnittet i 2012 på henholdsvis 5,7 børn per fuldtidsstilling i børnehaven og 3 børn per fuldtidsstilling i vuggestuen.
I kommunen er man dog ikke enige i kritikken fra fagforbundet.
"Vi er ikke enige med BUPL Nordsjælland i, at kommunen kun bruger 9 procent af statstilskuddet på at øge daginstitutionernes timetal. Det er et definitionsspørgsmål. Vi mener heller ikke, at der er sket en fejl i vores budget. Egedal Kommune bruger hele bruttobeløbet på 5,3 millioner kroner på daginstitutionerne, som det er formålet," siger Stieg Eriksen centerchef for skole og dagtilbud i Egedal Kommune.

BUPL: Det er trist...

Men i BUPL Nordsjælland er der ingen tvivl.
"Det er trist, at kommunen ikke vil vedkende sig sin fejl. Havde kommunen rettet op fejlen og herefter investeret alle de 5,3 millioner i at hæve daginstitutionernes timetal, ville det have givet et løft, der kunne mærkes i hverdagen på den enkelte institution. Lige nu mener jeg, at Egedal kommune skylder børnene for 4.8 millioner kroners voksetid og omsorg," siger Lars Christensen.