Fortsæt til indhold

Ida Auken hørte om Folkeskoven

Doner et træ, og vær med til at sikre rent drikkevand, lyder opfordringen fra et lokal firma

Samfund
Af Charlotte Kappel

Ida Auken kiggede forbi, da Growing Trees Network deltog med en stand på Aarhus Sustainability Festival.
Her blev miljøministeren introduceret til konceptet "Folkeskoven", der handler om at plante nye skove på kommunal jord. Både private, organisationer og offentlige kan bidrage til skovrejsningen ved at donere til køb af træer.
"Ida Auken gav sig god tid til at høre om vores projekt, og hun virkede meget interesseret," fortæller Lars Heiselberg Jensen fra Rigtrup, der har stiftet firmaet sammen med Kim Nielsen.
"Vores mission er at sikre rent drikkevand i Danmark ved at plante et stort antal nye folkeskove over grundvandsressourcerne," lyder det fra Lars Heiselberg Jensen.
Growing Trees Network, der har base i Rigtrup ved Hadsten, har allerede indgået partnerskab med Aarhus og Odense kommuner om træplantning.
"Og vi har en god dialog med Favrskov Kommune, som viser interesse for projektet," oplyser Lars Heiselberg Jensen, der skønner, at der vil være indgået aftaler med mindst ti danske kommuner, inden året er omme.