Johannes Olesen i Hammel fylder 80 år
På Søbygårdsvej 133 i Hammel bor Johannes Olesen sammen med hustruen Gerda. Det har han gjort siden 1960. 30. maj fylder han 80 år.
Johannes Olesen blev født 30. maj 1933 som den næstyngste ud af en stor søskende flok. Forældrene hed Petrine Voldby Olesen og Søren Kristian Olesen. Barndomshjemmet var et lille husmandssted (5,5 tdr. land) ml. Foerlev og Mesing. Området kaldtes dengang "Rolden".
Fattige kår, hvor der bestemt ikke var meget at rutte med, men hver en mønt skulle vendes og drejes. Men vigtigst af alt var det et kærligt og godt hjem med en god tone.
Arbejde på gårdene
Fra Johannes var 11 år havde han fast arbejde uden for skoletiden på omegnens gårde. I skole 7 til 12 og på arbejde fra 13-18.
Johannes var meget glad for skolen, så det var derfor meget trist for ham, da han blev konfirmeret og skolegangen var slut. Dog blev det senere til et fantastisk ophold på Elbæk efterskole samt husmandsskole, landbrugsskole og under uddannelse til kontrolassistent.
Gift i 1960
I 1956 var Johannes fodermester på gården Smidstruplund ved Bogense. På gården var der en tjenestepige, der var noget særligt. Hendes navn var: Gerda Hansen. 1960 Skovby kirke (ved Bogense) ringede kirkeklokkerne og Gerdas efternavn blev nu lykkeligvis ændret til Olesen.
Sammen køber de husmandsstedet på Søbygårdsmark 133, 8450 Hammel. (6 km. fra Hammel og 3 km. fra Sall) 13. tdr. land jord og stuehus med indlagt vand, badeværelse, toilet med træk og slip. Det var den gang store sager. Dette blev stedet for dem, og derfor bor Johannes og Gerda da også her stadig med glæde.
Fire piger kommer til: Hanne, Lone, Inge og Tine – der jo med tiden har ført svigersønner og en stor flok børnebørn med sig. En stor pose kærlighed, omsorg, flid og hjælpsomhed har Johannes og Gerda altid haft til dem alle.
Flittig mand
Som pensionist sidder Johannes ikke med hænderne i skødet – men som altid bruger han tiden godt og flittigt. En hjælpende hånd, så er Johannes altid klar til at træde til og det med et smil.
Der bliver svømmet i stor stil i Hammel svømmehal. Sprunget i fra tre meter vippen.
Jernhesten luftes flittigt
Bilen får ofte lov at stå i garagen, og så tager Johannes sin cykel. Der bliver cyklet til Thorsø eller Hammel for at handle eller for at være besøgsven eller give de ikke længere så unge damer en hjælpende hånd med haven. Hakkejern, kultivator , spade mv. bruges flittigt – for gift ved Johannes slet ikke hvad er.
Johannes cykler ugentlig til gymnastik i Fårvang. Hvert år samler han troligt ind for Røde Kors. Haurum og udenfor Haurum er hans faste indsamlingsrute – på cykel selvfølgelig.
Prædiken i dagbogen
I kirken sidder han troligt hver eneste søndag til gudstjeneste. Han glæder sig over, at hilse på de andre, der kommer til kirke, glæder sig over salmesangen og lytter spændt til de altid gode præsters prædiken. Svenstrup, Røgen Farre eller Sall Kirke, alt efter hvilket tidspunkt, der passer bedst den søndag.
Hver eneste søndag aften skriver Johannes så i dagbogen et referat af prædikenen.
Passer på naturen
Når Johannes cykler gennem skoven kan han godt finde på at synge – for naturen gør ham så glad. Her er skønt ude i naturen, den skal vi passe på! Derfor springer Johannes også altid af cyklen, når der i grøften ligger en dåse eller en flaske.
Han samler alt op uanset om der er pant på eller ej – for det gør ham ondt at se sådan noget svineri. Derfor sorterer Johannes og Gerda også alt deres affald.