Dansk Byggeri glæder sig
Stor glæde i Dansk Byggeri over, at BoligJobordningen videreføres
Bolig Aftalen, der giver grønt lys for igen at trække lønudgiften til håndværkere fra i skat, er en genstart af den succesfulde ordning, som blev stoppet ved nytår. Denne gang er ordningen udvidet til også at omfatte sommerhuse.
Dansk Byggeri har arbejdet hårdt for at få ordningen genindført, så hurtigt som muligt, og derfor er glæden nu stor.
Gav stor travlhed
”Det var skuffelse, da BoligJobordningen ophørte ved nytår, som også betød mindre aktivitet og beskæftigelse. Til gengæld var glæden stor hos boligejere og byggevirksomheder, da Vækstplan DK i februar også indeholdt forslaget om at genindføre fradraget for blandt andet håndværker-ydelser,” siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri.
Da ordningen sidst var på sit højeste, gav det så stor travlhed hos landets byggevirksomheder, at mange virksomheder måtte ansætte flere folk, mens andre næsten ikke havde tid til at afholde sommerferie.
Øget aktivitet
Dansk Byggeri har påvist, at der både er beskæftigelse og god økonomi i BoligJobordningen.
Aktiviteten kan med Bolig-Jobordningen øges på to måder.
1. Ved at der bliver igangsat byggeprojekter, som ikke ville blive til noget uden et skattefradrag.
2. Ved at man udvider planlagte byggeopgaver, som altså bliver gjort større på grund af skattefradraget.
Samlet set skønner Dansk Byggeri, at Bolig-Jobordningen vil give meraktivitet i 10 ud af 12 måneder i 2013. Sidste år gav håndværkerfradraget cirka 5.000 job, og der forventes en samlet beskæftigelseseffekt på cirka 4.100 fuldtidspersoner i 2013 - heraf 3.200 i byggeriet.