Hør nu her, Kai Høstrup
Dette indlæg er et svar til Kai Høstrup, der åbenbart ikke kan finde af, hvad der er op eller ned.
Det som KH, åbenbart for enhver, har svært ved, det er at erkende forskellen på, når hans regerende socialkammerater vil have noget i det offentlige arbejdsmarked reguleret, og når det almindelige private arbejdsmarked skal have noget reguleret.
Førstnævnte køres tilsyneladende igennem med aftalt spil, regering og KL imellem, og med alle forhåndenværende midler taget i brug – uagtet den ”Den danske model”. Når den anden nævnte skal have reguleret deres arbejdsmarkedssituation skal ”Den danske model” bruges fuldt ud, og ja selvfølgelig skal den det, den har også fungeret fint i mange år.
Problemet er bare KH, at dine socialkammerater har løget sig til regeringsmagten med løfter om guld og grønne skove. Da de så fik magten, magtede de den ikke, og har brudt alle mulige hede løfter til ”den svage kvinde”, ”og glemt dem igen efter natten hos hende”, refererende din egen filmmetafor.
Det ser ud til, at i ren spareiver og med mange tabte sager i de sidste 18 måneder, trodser dine socialkammerater nu ”den danske model” og dikterer løsninger i det offentlige arbejds-marked – først gymnasielærerne, så folkeskolelærerne og nu familielægen. Der ikke langt fra en ”diktererstat” til det man med et grimt ord kalder en ”diktaturstat” KH. Du forsøger også, at skyde skylden videre til forligsinstitutionen – ikke helt i plet.
Du beskylder DF og Martin Frausing Poulsen for at søge svage borgere i krise som vi kan bakke op. Nu er det jo lærere, forældre og børn i denne konflikt, det drejer sig om, og disse grupper må du jo så mene er svage og i krise, når Dansk Folkeparti går i aktion for dem. Det mener vi nu ikke, at de er, og når Dansk Folkeparti stemmer for indgrebet, er det fordi, at det er en samfundsmæssig nødvendighed, at skolesystemet igen kommer til at fungere – ny skolereform eller ej. DF ville også have, at begge lejre skulle have været tilgodeset eller være imødekommet med et par godbidder, men dine socialkammerater havde med ”Blå Bjarne” og KL i spidsen sat sig for, at sådan skulle det ikke være, også fordi den kommende skolereform skal finansieres – eller selvfinansieres om du vil. Du ved, hunde med lang hale lever længere end hunde med kort hale, hvis de fodres med den.