Fortsæt til indhold

Gymnasie-elever vinder konkurrence

Tre elever fra Teknisk Gymnasium i Viby har vundet i Drughunter Dysten

Samfund
Camilla Olesen

Nanna Birkmose, Frederik Dahl og Lau Jepsen fra 2.W på Teknisk Gymnasium i Viby har netop vundet Drughunter Dysten i biologi for deres plakat om Alzheimers-sygdom.
De vandt i finalen foran 15 andre hold.
Drughunter Dysten er en naturvidenskabelig konkurrence i fagene biologi, kemi og bioteknologi arrangeret af H. Lundbeck A/S. Eleverne arbejder med sygdomme i centralnervesystemet, og formålet er, at de skal koble deres faglige viden fra undervisningen med udviklingen af nye og bedre lægemidler.
Gennem hele foråret har elever på de danske science gymnasier arbejdet i grupper med hver deres lægemiddel og fremstilling af en plakat. Hver klasse har valgt en vindergruppe, som deltog i finalen hos Lundbeck.
“Efter dommernes votering blev alle finalisterne kaldt op på scenen, og den første vinder, som skulle findes, var i biologi-konkurrencen, og her blev vi udråbt som vinder af Lundbeck Drughunter Biologi-konkurrencen 2013,” fortæller de tre glade vindere, som vandt en iPad Mini.
Også deres biologilærer Birgitte Borg fra Teknisk Gymnasium Viby, AARHUS TECH, var meget stolt og glad for det flotte resultat.