Mette løb 100 km på 15 timer
Mette Kildemoes fra Frederikssund har trænet benhårdt, før hun skulle løbe 100 km i Nordirland. Men efter at have gennemført har hun nu fået mod på mere
Det var en glad, men træt ekstremløber, Mette Kildemoes fra Frederikssund som forrige weekend tilbagelagde 100 km i løbet Lost World Trail Race i Irland i tiden 15 timer, 4 min, og 11 sek.
Lokalavisen skrev om den gæve kvinde før løbet, hvor hun ikke lagde skjul på, hvad den primære årsag til løbet var.
Den løbeglade sygeplejeske på Roskilde Hospital har set, hvilket godt og stort arbejde landets hospitalsklovne udfører, og derfor var var hun ikke i tvivl om, at løbet skulle generere en indsamling til Danske Hospitalsklovne.
“Indsamlingen er stadig i gang, det er gået lidt trægt, men jeg ved også, at lidt har også sin ret,” siger Mette, som er ved at finde ud af det antiklimaks, som hun oplevede i dagene efter løbet.
“Bølgen er ved at lægge sig nu, men det var lidt svært i dagene efter,” fortæller Mette, som dog stadig lever højt på den fantastiske oplevelse, det var at løbe 100 km i det irske højland.
“Under løbet tænkte jeg virkelig på, hvor heldig jeg var, og hvor fascinerende det var at løbe i det terræn. Jeg tænkte på et tidspunkt, at snart så kommer der elvere ud fra skovene,” fortæller Mette og griner.
Nye mål til næste år
Men de 100 km, som Mette skulle løbe, var ikke bare ren idyl, for dels havde det regnet voldsomt inden løbet, så nogle steder løb hun i mudder til knæene, andre steder var der decideret jordskred, som løberne måtte bevæge sig udenom.
Og da Mette havde løbet 60 km og var nået til et vand, - og mad-depot, kunne hun mærke, at hun ikke skulle standse op, for hvis hun gjorde det, tvivlede hun på, at hun ville komme videre.
“Lige der måtte jeg tænke på, at jeg jo bare skulle løbe en marathon så ville jeg være i mål. Og det hjalp mig videre,” fortæller Mette som fulgtes med en kvinde fra Canada på de første 60 km.
“Vi fandt ret hurtigt ud af at følges ad, for vores løbetempo var ens. Men efter 60 km sakkede hun bagud, og hun udgik helt efter 75 km.”
37 løbere skulle tilbagelægge de 100 km. Heraf faldt seks fra undervejs.
For Mette er tanken om et nyt trailløb ved at tage form, og begejstringen over løbet har smittet så meget, at hendes mand nu også har fået lyst til at løbe i det irske højland til næste år. Men her stopper det ikke for Mette.
“Jeg har fundet ud af, at vi til næste år kan løbe 100 km i Irland og weekenden efter løbe 100 km i Italien, så det er mit mål lige nu.”