Karsten vil sætte verdensrekord
51-årige Karsten Hoffmann fra Ølstykke vil sætte rekord som hurtigste parrytter nogensinde til at krydse USA i cykelløbet Race Across America
Karsten Hoffamnn fra Ølstykke vil sætte verdensrekord.
Så simpelt er det.
Sammen med sin makker, går den lille Ølstykke-genser nemlig benhårdt efter at blive den hurtigste nogensinde til at krydse USA i cykelløbet Race Across America i kategorien for to-mands mandskaber.
De to amatør-cykelløbere vil gennemføre det 4.800 kilometer lange løb på kun seks dage, og skal dermed i gennemsnit cykle 800 kilometer hver dag. En distance, der skal tilbagelægges ved at de to cykelryttere skiftes til at køre to timer og hvile i to timer ad gangen - både nat og dag.
"Det bliver meget hårdt, og det tænder mig rigtig meget. Jeg kan ikke svare på, hvorfor jeg synes, det er fedt, men det synes jeg bare," siger Karsten Hoffmann og konstaterer:
"Bare at gennemføre er ikke interessant for mig. Hvis jeg ikke kan køre med om sejren, er det ikke interessant."
Han gennemførte for to år siden løbet i en firemandsgruppe - Team 4 Danes - som blev suveræne vindere af deres gruppe. Og egentlig var det ikke meningen, at 51-årige Karsten Hoffmann ville deltage i løbet, som koster ham cirka 70.000 kr. ud af egen lomme, igen. Lige ind til ideen om at prøve kræfter med løbet i "to-mands form" spirede frem, og udfordringen slog rod.
For bare 9 år siden lå det ellers ikke ligefrem i kortene, at Karsten Hoffmann skulle forsøge sig som verdens hurtigste amatørcykelrytter gennem USA. For med en vægt på godt og vel 100 kilo var det ikke ofte, jernhesten kom ud på tur. Den gamle cykel var faktisk blevet godt og grundig rusten.
"Jeg kunne dårligt bukke mig ned og binde mine sko uden at blive forpustet," husker han.
Det var en skiferie med familien, der fik Karsten Hoffmann til at tage sin vægt op til revision. Nu skulle det være nok. Jernhesten blev støvet af og Karsten Hoffmann blev en hyppig gæst til spinningtimerne i det lokale fitnesscenter.
"Det var da hårdt. Jeg fik ondt i ryggen, og der var mange ting, der var i vejen, men stille og roligt så kom det."
På blot 10 måneder lykkedes det Karsten Hoffmann at blive 25 kilo lettere.
Og hvor hvilepulsen før lå på 60, ligger den i dag på 35.
Starten på et nyt liv
Belønningen for den indsats var en cykeltur gennem Pyrenæerne fra Middelhavet til Atlanterhavet.
"Det blev starten på det her fuldstændig fanatiske cykelliv," smiler Ølstykke-genseren, der på turen fandt ud af, at talentet for at køre i bjerge ligger ud over det almindelige.
Sidste år blev Karsten Hoffmann da også kåret som årets motionist i Danmark, og det er blevet til adskillige løbssejre siden "karrieren" som cykelrytter begyndte.
"Jeg kan ikke lide at tabe, det ville være løgn, hvis jeg sagde det. Men jeg kan godt leve med at tabe til nogen, der er bedre," siger Karsten Hoffmann, som dog absolut ikke behøver konkurrence elementet for at nyde cykelsporten. Han er medlem af Ølstykke Cykel Klub samt af elitemotionsholdet Team Synergycykling og tit tager han en tur med b holdet blot for at dele ud af gode råd og hygge sig.
Og det bliver da også til en cykeltur med konen Birgitte ind i mellem den mere hårde træning.
"Gitte er bange for, at jeg ikke får noget ud af træningen, men jeg får en hel masse ud af det, fordi hun er med, og det betyder rigtig meget," siger Karsten Hoffamnn, som regner med at skulle op og runde 20.000 kilometer i cykelsadlen i år.
"Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg ikke begyndte at cykle, da jeg var 15 år, men på den anden side, så var jeg måske blevet træt af det, og så havde jeg ikke fået de oplevelser, jeg får i dag."
Du kan følge Karsten Hoffmanns oplevelser i USA på www.egedal.lokalavisen.dk
</I>Fakta om RAAM
Race Across Amarica (RAAM) er et 4.800 kilomter langt cykelløb, som strækker sig fra San Diegos kyst og går gennem Rocky Mountains og 12 stater for at ende i Annapolis i Maryland.
Løbet starter lørdag 15. juni for holddeltagere, som har maksimum 9 dage til at fuldføre løbet.
Løbet er omkring 30 procentr længere end Tour de France og er for både både amatører og professionelle ryttere.
Sidste år deltog 340 cyklister fra 27 forskellige lande, som tilsammen havde mere end 1.000 hjælpere med sig på landevejene.
Karsten Hoffmans to-mands hold kommer til at bestå af et team på 11 mand (heriblandt Birgitte Hoffmann, som er holdets kostvejleder) og tre biler.
Blå bog
Karsten Hoffmann er 51 år og bor i Ølstykke. Han er gift med Birgitte Hoffmann, der også er blevet en passioneret motionscykelrytter.
Til dagligt kører han i Ølstykke Cykelklub og på elitemotionsholdet Team Synergycycling.
Cykelkarrieren har indtil videre budt på flere sejre blandt andet to sejre i Skjoldnæsholm løbet, Bastrupsø rundt, Ullerødløbet samt den samlede sejr i Grejsdalsløbet i 2012.
Karsten Hoffmann arbejder for Borandia handel aps, som importerer kvalitetscykler og udstyr til cykelbranchen.