I anledning af børnenes Grundlovsdag 4. juni og den “rigtige” dagen efter, gav børn fra Bakkely deres bud på, hvem der bestemmer her i landet
Magne Hoeks Haugum, fem år: "I Danmark er det de voksne, der bestemmer, og i børnehaven er det pædagogerne. Hjemme hos mig er det forældrene, der bestemmer. Jeg har også lært, at børn skal passe på de andre børn, så de også har det godt."
Børnenes Grundlovsdag 4. juni har til formål at sætte fokus på børns rettigheder. I naturbørnehaven Bakkely har de taget dagen til sig, og sætter hvert år fokus på, hvordan man opfører sig overfor hinanden og hvem, der bestemmer hvad i børnenes hverdag. "Lille Grundlovsdag handler om, at børn har ret til kærlige, omsorgsfulde voksne, der kan lære dem, hvordan man begår sig i et demokratisk samfund. Vi har snakket meget med dem om konfliktløsning, og om hvordan vi skal behandle hinanden," siger pædagog Iben Bitsch, der har snakket med børnene om Grundlovsdag. "Det er enormt vigtigt, at børnene lærer at indgå i fællesskaber. At vi inkluderer dem alle og lærer dem, at bruge sproget til at løse konflikter. Lille Grundlovsdag er også til os voksne, der bestemmer over børnenes vilkår i dagligdagen. Det er en reminder, om at vi skal passe på dem, der er mindre og sødere end os selv," siger pædagog Iben Bitsch. Lokalavisen har spurgt fire børn fra Bakkely, hvad de har lært om Grundlovsdag.
Mathias Olsen, fem år: "Jeg har lært, at børn godt må bestemme lidt i børnehaven. Det er mor og far, der bestemmer derhjemme. Iben sagde faktisk også, at man skal opføre sig pænt, og det skal man bare. Nu går jeg igen."Sebastian Plank Dam, seks år: "Du ved jo godt, det er de voksne, der bestemmer. De skal bestemme sådan, at de passer på børnene. Og så har jeg lært, at børnene også må bestemme lidt. For eksempel hvad de vil lege, og hvad de ønsker sig til fødselsdag. De voksne bestemmer, hvad vi skal have til aftensmad, og om man skal gå i børnehave eller i skole. Men de kan ikke bestemme, hvornår børn bliver født. Jeg har også lært, at man skal være sød ved de andre børn, og man skal ikke slå, når de driller. Bare sige det til en voksen eller sige 'lad være'.Sofie Palm Thomsen, 4,5 år (Hun bliver faktisk 5 på næste mandag, og det er vigtigere, end hvem der bestemmer i Danmark) "De voksne skal bestemme, så børnene har det godt, og børnene bestemmer, hvad man skal lege. Jeg kan ikke så godt huske mere, men man skal være sød, og jeg er fire et halvt år, og jeg fylder fem år næste mandag."