Vi skal lære af hinanden
Overalt omkring os ser vi spirende samarbejde. Fra Hylke i syd hvor samfundet står sammen og bl.a. hjælper kommunen med at ombygge og renovere den lokale folkeskole, til Galten-Skovby i Nord hvor Projektforum Galten-Skovby arbejder på at forny bymidten, forbedre stisystemerne og få udgravet en svømmesø. Alle fællesskaber mellem borgerne, kommunen og virksomhederne.
Disse samarbejder skal vi omfavne og glæde os over, for det er fremtiden vi ser spire. En fremtid hvor vi som borgere ikke længere ser kommunen som en servicebutik, men en platform. En platform vi kan bruge til i fællesskab at forny og forbedre vores eget lokalsamfund. Det er en fremtid, hvor borgernes engagement og fællesskabet er drivkraften, der former og forandrer vores kommune.
Det stiller nye krav til politikerne. Politikerne skal bruge mindre tid i byrådssalen og mere tid lokalt. De store tunge dagsordener og sagsbehandling af bunkevis af sager skal mindskes. De skal erstattes med lokalt arbejde hvor foreninger, virksomheder og kommunens ansatte i tæt samarbejde med politikerne skaber fremtidens kommune.
Men først og fremmest skal vi lære af hinanden. De mange gode eksempler fra Hylke, Galten-Skovby og andre steder kan lære os hvordan vi finder frem til fremtidens kommune. Vores kommune!