Fortsæt til indhold

Politiker vil rod og hærværk til livs

Jan Krogh Rasmussen (K) vil have ryddet op efter hærværk

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

“Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at det ser sådan ud,” siger Jan Krogh Rasmussen. Han sidder i byrådet for De Konservative og er vicepolitikommissær. Fornylig cyklede han en tur rundt i kommunen og kiggede på de hærværksramte parkerings- og pendlerpladser.
“Oppe ved banegården står der 22 cykler, der ikke har været rørt i lang tid. Det ligner en cykelkirkegård. Der er glasskår overalt efter smadrede bilruder, og der holder en krøllet Fiat Punto med spærretape fra politiet. Det ser herrens ud, og jeg ville ikke være tryg ved at parkere der,” Jan Krogh Rasmussen er oprørt over roderiet.
“Måske er der blevet sparet lige lovlig meget på den konto,” mener han.

Samarbejde om oprydning

Jan Krogh Rasmussen vil arbejde for, at der bliver lavet en kommunal løsning på oprydningsproblemet.
“Som det er nu, er det ejeren af den enkelte plads, der skal sørge for at fjerne eksempelvis den krøllede Punto og de 22 efterladte cykler. Det er dyrt og besværligt. Vi skal lave et samarbejde med ejerne af pladserne, altså Banedanmark, Vejdirektoratet og hvem det måtte være. Lad os få ryddet op,” siger byrådspolitikeren.

Det flyder med cykler, denne er smidt i krattet i skøn forening med skraldet. Foto: Jan Krogh Rasmussen

Hjælp til ved at holde øje

Jan Krogh Rasmussen ser også gerne, at civilsamfundet vågner lidt op og holder øje med, hvad der sker rundt omkring.
“Der kører en mangfoldighed af mennesker forbi pendlerpladsen ved McDonald's og langtidsparkeringen ved banegården hver dag. De skal sige til, hvis de ser noget. Det skal alle, der ser noget, der ikke er i orden,” siger Jan Krogh Rasmussen.
“Jeg vil opfordre alle til at gå en tur i deres nærområde og tage turistbrillerne på. Hvordan ser der ud? Skal det se sådan ud? Jeg har selv downloadet app'en “Giv et praj”, som kan bruges til at gøre opmærksom på ting, der ikke er i orden. Den tager et billede, og sørger for det ender netop hos den, som kan afhjælpe problemet.

Overvågning

“Jeg er glad for, at Peder Porse (V) allerede er gået til medierne med mit forslag om at etablere overvågning på pendlerpladserne. Det er vigtigt, at vi forbygger nye tilfælde af hærværk og tyverier. Om det lige bliver med overvågning, eller en løsning med en bom eller noget helt tredje, det skal vi diskutere i Plan og Miljø udvalget mandag 10. juni, hvor det er på dagsordenen,” siger han.