Så er der fest for folket
Dansktopfestivalen i Kastellet melder klar
Der er lagt op til den ultimative folkefest, når Dansktopfestivalen rammer Fredericia i den kommende weekend.
"Alle ved, at Dansktopfestivalen findes. De ved, hvor den er - og hvornår. Nu er det så blot spørgsmålet, om folk har lyst til at komme," lyder det fra arrangør Bo Bonde.
"Vi har styr på alt det praktiske. Vi har brugt mange resourcer på at lære Fredericia at kende, men vi er blevet fantastisk modtaget. Det mener jeg oprigtigt. Folk har været imødekommende og positive - en rigtig god behandling, og det er da væsentligt, når man er på udebane," siger den 49-årige Bo Bonde, der bor i Løsning.
Sidste år blev Dansktopfestivalen afviklet i Hedensted, hvor små 3.700 gæster fik en musikalsk oplevelse.
"Billetsalget til festen i Fredericia ligger vel omkring de 3.000 lige nu, og det er meget fint. Men jeg håber da, at vi runder 4.000. Jeg sætter ikke ambitionsniveauet så højt - for så er skuffelsen heller ikke så stor. Jeg er optimist og realist," siger Bo Bonde.
Forandringer
Det bliver en Dansktopfestival i ny indpakning.
"Her i Fredericia findes de perfekte rammer. Hvor er det flot! Kastellet er virkelig en god plads til arrangementet. Fredericia ligger godt placeret, når man skal køre hertil - og der er mange parkeringspaldser." fastslår Bo Bonde.
Ikke kun omgivelserne er nye. Også indholdsmæssigt har festivalen gennemgået forandringer. Det klassiske dansktop-program har været på en "foryngelseskur".
"Det skal være en hyggelig, "bred" dag, hvor vi kender musikken. En folkelig fest, hvor alle oplever samhørighed og livsglæde. Derfor har vi også skruet lidt på programmet, så det er mere rummeligt og favner et bredere publikum. Vi har lidt flere genrer med, der går over i den lette popmusik - og lidt flere sangere med, der har deltaget i det Danske Melodi Grand Prix," siger Bo Bonde, der tilføjer, at festivalen stadig henvender sig til det voksne publikum.
"Og gerne fra 35-40 år og opefter."
"Sådan en ligner du ikke"
Dansktopfestivalen så dagens lys i 2010. Og arrangøren har alle årene oplevet, at mange ser ned på festivalen. Eller genren.
"Folk kan lide musikken, men det er ikke alle, som vil stå ved det. Det skal alt sammen være så finkulturelt. En kvinde sagde en gang til mig: "Du ligner ikke en, der arrangerer Dansktopfestival". Jeg ved da ikke, hvordan sådan en ser ud, men folk har altså nogle fordomme," siger Bo Bonde og smiler bredt.
Dansktopfestivalen lægger ud med et gratis arrangement fredag. Ved et stort anlagt show kårer festivalen årets Dansktop Talent 2013. Kampen står mellem otte finalister. Senere kan du høre en hyldestsang til Fredericia, opleve den Hollandske orgel-sensation Dirkjan Ranzijn - og synge med på numrene fra "Midt om Natten", der slutter fredagen af. "Så håber jeg, at folk har mod på mere lørdag - og køber billet."
Som konferencier til årets festival står Jørgen De Mylius.
Se mere på: www.dansktopfestivalen.dk.