Festival giver cirkus-gave til byens børn
Smukfest flytter børneunderholdningen fra festivalområdet og arrangerer gratis cirkus i midtbyen under årets festival i august
Når mor og far skal til festival i Bøgeskoven, plejer der at være sørget for underholdning i dagtimerne til børnene ved festivalteltet "Blusen."
Det bliver der lavet om på i år, da Smukfest har besluttet sig for at flytte børneprogrammet ud af festivalteltet og ind i Byparken i Skanderborg.
"Der har længe været et ønske om flere aktiviterer i midtbyen under festivalen. Det har vi lyttet til, så i år har vi hyret Cirkus Krone til at stå for to daglige cirkusforestillinger, og de er gratis for alle," siger festivalens talsmand Poul Martin Bonde.
Han er samtidig glad for, at børneunderholdningen bliver flyttet lidt væk fra festivalpladsen og berusede festivalgæster, som børnene er i overhængende fare for at rende ind i på festivalpladsen.
"Jeg synes, at det er en rigtig god løsning for alle, som vi har fundet, og vi er glade for, at der nu igen er cirkus i festivaldagene i Skanderborg," siger Poul Martin Bonde.
Cirkus Krone har flere år tilbage stået for børneunderholdningen ved "Blusen".
"De seneste år har der i stedet for cirkus været underholdning for børn i Blusen om dagen. Det bliver i år omkonverteret til gratis cirkus i Skanderborg," siger talsmanden.
I forbindelse med at børneunderholdningen flytter ud af Blusen, skifter teltet navn til Spilledåsen.
Nyt navn til Blusen
"Det er for at signalere, at underholdningen i teltet er meget mere end blues-musik. Der er eksempelvis både sing a song writers, Mads og Monopolet og en dogme revy, som vi har hentet fra Samsø til Skanderborg, på programmet i år," siger Poul Martin Bonde.
Ligesom i børnenes cirkustelt er der gratis adgang til "Spilledåsen" ved Skanderborghus under hele festivalen.
Billetterne til cirkusforestillingerne i Skanderborg bliver uddelt efter først-til-mølle princippet. Forestillingerne onsdag den 7. august er reserveret til Skanderborgs børneinstitutioner – mens forestillingerne de øvrige dage er åbne for alle. Billetter til forestillingerne skal på forhånd afhentes i Walthers Musikcafé i Adelgade 125. de kan afhentes fra torsdag 13. juni klokken 12.00 og så længe lager haves. Billetter til forestillingerne onsdag, skal afhentes af en repræsentant for hver enkelt institution.