Fortsæt til indhold

Legeunivers for flere millioner kroner

Naturen og den nordiske mytologi spiller en stor rolle i det nye legeunivers ved Himmelbjerget

Samfund
Af Christina H. Langpap

Det mørke og øde Udgård, den skækkelige Midgårdsorm, og gudernes verden, Asgård. Begreber fra den nordiske mytologi har spillet en stor rolle i det nye legeunivers, som snart vil være at finde ved Himmelbjerget.
“Legepladsen har ligget her i omkring 30 år og den er slidt, så var alle enige om at det er nu at den skal fornyes,” forklarer Peter Busck, der er formand for Tårnkommiteen og en del af partnerskabet bag legeuniverset.
Partnerskabet har arbejdet med ideer til legeuniverset igennem et par år.
“Den nordiske mytologi hænger sammen med området og naturen i området, så derfor var det naturligt at det skulle være den nordiske mytologi, der var temaet for det nye legeunivers”, siger han.
Helt præcist hvor mange millioner legeuniverset kommer til at koste, kan formanden ikke afsløre endnu.

Klar til 2014

Skanderborg kommune har allerede givet planlovstilladelse til legeuniverset og Naturstyrelsen er i gang med at forberede en skovlovstilladelse. Nu er det op til partnerskabet bag legeuniverset at udforme hvordan de enkelte dele af legeuniverset skal se ud. Når finansiering en helt på plads, er det kun et spørgsmål om at søge en byggetilladelse, før arbejdet kan gå i gang.
“Vi arbejder lige nu på at få finansieret hele projektet, før vi går i gang med første etape. Vi håber at have en plan klar for det hele efter sommerferien. Det er planen at legeuniverset skal stå klar i sommeren 2014, men allerede i år vil der dukke delelementer op, der omhandler selve legepladsen, som allerede er der nu,” siger Peter Busck og fortæller at partnerskabet allerede har andre ansøgninger ude.
Legepladsen kommer til at have et stort gyngestativ og vipper, som kan anvendes af mange børn på een gang. Der bliver også plads til et sandområde for de mindste, en “Børnenes talerstol” og et børnetårn, der er inspirereret af tårnet på Himmelbjerget.

Lokal støtte i starten

Men det er lokale midler, som fører projektet ind i sin første etape. I slutningen af maj fik himmelbjerget næsten 900.000 kroner af Kvickly Ry Puljen.
“Himmelbjerget må helt klart siges at være vores største attraktion. Himmelbjerget er vi alle stolte af, og vi ser gerne, det får endnu mere liv og opmærksomhed. Derfor håber vi også, at bevillingen vil smitte lidt af på andre finansieringskilder, så hele legeuniverset kan blive realiseret, siger Leif Bergmann, formand for Kvickly Ry Puljen.
Partnerskabet bag legeuniverset: Tårnkomiteen, Naturstyrelsen Søhøjlandet, Brugsforeningen Tryg, Ry Håndværker- og Borgerforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Souvenirboderne på Himmelbjerget, Skanderborg Kommune, Skanderborg Kommunes Fælleselevråd, VisitSkanderborg
Det er Tårnkommiteen der sammen med Naturstyrelsen står for driften af arealerne, mindesmærker, Himmelbjergtårnet og legepladsen ved Himmelbjerget.