2000 krammeklare bamser til hospitalsbørn
Trygfonden uddelte isbjørnebamser på Nordsjællands Hospital i Hillerød
De næste 2000 gange, børn skal opereres på Nordsjællands Hospital, følger der en blød overraskelse med.
Trygfonden donerede nemlig 2000 isbjørnebamser til Nordsjællands Hospital torsdag formiddag, og det er de ansatte på hospitalet glade for.
"Bamserne giver tryghed for både små og lidt større børn. Vi bruger bamserne, når børnene skal bedøves til at berolige dem og komme i snak med børnene. Bamserne giver ro og tager fokus væk fra det ubehagelige, så vi får arbejdsro til at gøre det, vi skal", siger Henrik Nielsen, der er afdelingssygeplejerske på hospitalet.
Bare stik mig en nål i poten
Bamserne hedder Theo og Thea og får ligesom barnet et armbånd med sit navn om håndleddet. På den måde har barnet en ven at dele oplevelsen med, og barnet og bamsen er indlagt sammen. Bamsen er heller ikke bange for hverken plaster eller en nål i poten, og det er med til at afmystificere behandlingen.
Som noget nyt får børnene også bogen ?Den lange bamsefærd? sammen med bamsen.
Bogen handler om krammebamsens tilblivelse og dens lange rejse, før den møder børnene på hospitalerne.
Fortællingen bygger ifølge Trygfonden på undersøgelser, der viser, at børn og forældre har brug for noget at samles om, mens børnene er indlagt, og med bogen og bamsen er der grundlag for hyggelige familiestunder i en ofte lidt svær tid på hospitalet.