Nye broer over Alling Å
Indvielse af broerne over Alling Å
To smukke broer over Alling Å i parken ved Gammel Estrup er netop blevet færdige. De indvies søndag 2. juni klokken 10 i forbindelse med arrangementet 'Gl. Estrup FamilieTriathlon.' Broerne er en del af et samarbejdsprojekt mellem Syddjurs og Norddjurs Kommuner, Pindstrupcentret og Herregårdsmuseet Gammel Estrup.
fakta
Økonomisk er projektet støttet af de to kommuner, LAG Djursland, Friluftsrådet og Arbejdsmarkedets Feriefond.
Cykel- og vandresti
Projektet går ud på at bruge det nu nedlagte banetracé mellem Allingåbro og Ryomgård til cykel- og vandresti. Ud over broerne indgår der også en handicapvenlig legeplads i projektet samt overnatningsmulighed og toilet ved Pindstrupcentret, som skal kunne benyttes af offentligheden.
Stien mellem Auning og Allingåbro er allerede asfalteret, mens strækningen mellem Auning og Ryomgård vil være klar til brug til efteråret. Arbejdet her skal afpasses efter nedgravningen af en fjernvarmeledning mellem Pindstrup og Auning.
Rekreativt område
Herregårdsmuseet Gammel Estrup, som har spillet en stor rolle i projektet, ser frem til at broerne og stierne kan tages i brug for alvor.
"Vi ser gerne, at man lokalt opfatter og bruger museet og haven som et rekreativt område og en del af nærmiljøet", siger museumsdirektør Britta Andersen.
En officiel indvielse af det samlede projekt forventes at finde sted senere på året.