Kommunen betaler for kloakering
Kolonihaveidyllen er genoprettet efter byrådet har besluttet at finansiere kloakeringen og få pengene hjem ved at hæve lejen
Kolonihaveidyllen har atter sænket sig over kolonihaverne, efter byrådet på sit seneste møde 8. maj besluttede at komme haveforeningerne til undsætning i spørgsmålet om kloakering.
Siden byrådet i august 2011 besluttede at alle kolonihaver skal være kloakeret seneste i 2021, har det været et åbent spørgsmål, hvem der skulle finansiere kloakeringen af de godt 3.000 kommunalt ejede kolonihavegrunde, der endnu ikke er kloakeret.
“Eneste rigtige løsning”
For et år siden stod kolonihavefolket med en meget dårlig sag, da kommunen havde gevaldig ondt i likviditeten, men den er i dag i fin form, og det banede vejen for Teknisk Udvalgs forslag om, at lade kommunen finansiere hele kloakeringen og få pengene ind igen ved at forhøje den månedlige leje af kolonihavegrundene.
“Det var den eneste rigtige løsning, så vi er meget glade. Aarhus Kommune har nu valgt en model for kloakering af kolonihaver, som Esbjerg og Købbenhavn allerede har brugt,” siger Frede Kristensen, formand for Kolonihaveforbundets Aarhuskreds.
“En månedlige forhøjelse af lejen på de 200 til 600 kroner, som har været nævnt, kan kolonihavefolket sagtens leve med. Men det, der var alternativet, nemlig at låne penge til kloakeringen i banken, det er det langt fra alle, der havde mulighed for. Så kolonihavedrømmen er reddet for rigtig mange. Vi skal nok have champagnen frem og fejre det.”
Ros til Vestergaard
“Henrik Vestergaard har været primus motor i arbejdet med at overbevise de øvrige byrådspolitikere om, at det var den her model, de skulle vælge, og det er vi ham meget taknemmelige for,” siger han og fortsætter:
“Han har lige fra start holdt fast ved princippet om, at en udlejer selv betaler for forbedringer, men kan lægge udgiften oven i lejen på samme måde som en boligforening ville gøre. det er en fair model.”
Udgift på 139 mio. kr.
Udgiften til kloakering vil svinge meget fra haveforening til haveforening, men kommunen forventer at den samlede udgift til kloakering vil løbe op i nærheden af 139 millioner kroner svarende til 46.000 kroner pr. have.
Det betyder, at der ved de kommende budgetforhandlinger i år og de kommende ni år frem, hvert år skal øremærkes cirka 15 millioner kroner i anlægsbudgettet til kloakering af kolonihaverne på de kommunalt ejede grunde.