Fodgængerfeltet signalerer falsk tryghed
Aabenraa Kommune arbejder på at harmonisere ikke-signalregulerede fodgængerfelter
Det er ikke ufarligt at færdes på gåben i byerne. Og er man i færd med at krydse et fodgængerfelt, kan det i værste tilfælde ende med at man er ude på en livsfarlig mission. For mens fodgængerne regner med, at der er fri bane, når de er på vej ud i de små hvide striber, er bilisterne ofte slet ikke opmærksom på, at de skal holde for passanterne.
Det kan også teenagepigerne Tina Hoti og Sofie Petersen nikkede genkendede til. De færdes meget i trafikken, både på cykel og til fods, og det har fået dem til at revurdere det, de lærte som helt små - nemlig, at skal man krydse vejen, skal man tage fodgængerfeltet, for her skal bilerne holde for passanterne.
"Vil man krydse fodgængefeltet ved eksempelvis Lagkagehuset, så skal man virkelig se sig for, inden man går over vejen. Der er rigtig mange biler, som ikke holder for en, selvom man står klar ved fodgængerfeltet. Nogen gange kan der godt gå et stykke tid, inden nogen gider at holde, og det er da træls," fortæller pigerne.
I forvaltningen på Aabenraa Kommune er man da også helt klar over problematikken. Indtil den 1. marts 2013 har borgerne i kommunen derfor haft mulighed for at komme med bemærkninger til harmoniseringen af ikke-signalregulerede fodgængerfelter.
"Vi har fået rigtig meget respons fra borgere i Aabenraa, hvilket vi er glade for, men mindre fra de andre byer som blandt andet Rødekro," fortæller Henrik Bützau Hasling fra Aabenraa Kommune.
"Vi ved af erfaring, at fodgængerfelter ikke nødvendigvis er ensbetydende med større trafiksikkerhed for fodgængere. Som fodgænger føler man sig nemlig oftest tryg i et fodgængerfelt og forventer, at bilisten har set en og standser. Men når der ikke er lysregulering, er det imidlertid ikke altid tilfældet, og så er der stor risiko for, at fodgængeren bliver påkørt og kommer til skade," uddyber Henrik Bützau Hasling.
"Når der er tale om en falsk tryghed, der faktisk forringer sikkerheden, er det nødvendigt, at der gøres noget."
Aabenraa Kommune har derfor planer om enten at nedlægge eller opgradere fodgængerfelterne, så trafiksikkerheden bliver højnet.
"Hvis det går efter os, så er der nogen fodgængerfelter, som helt skal nedlægges, fordi de er til mere gene end gavn."
Især i fokus er fodgængerfeltet på H P Hanssens Gade, som især i hverdagene krydses af et hav af skoleelever, der benytter bussen.
"Her kunne vi rigtig godt tænke os et signalanlæg, så fodgængere er endnu bedre sikret, når de krydser vejen," fortæller Henrik Bützau Hasling.
Høringssvarene er blevet forelagt for Teknik- og Miljø udvalget, og skal nu behandles i byrådet i nærmeste fremtid.