Fortsæt til indhold

Maskinstation og praktikplads for unge

Ole og Jens Jensen driver maskinstation på fødegården og har praktiksted for maskinførere

Samfund
Anette Bonde

Brødrene Ole og Jens Jensen driver en god og velrenommeret maskinstation i Syddjurs, Helgenæs Maskinstation i Fejrup, som de også har bestilt standpads til på landbrugsmessen.
Men det er ikke en helt almindelig maskinstation, for den er samtidig praktiksted for maskinførere. Uddannelsen er i samarbejde med Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder.

Fire faste og fire i praktik

Ole og Jens Jensen interesserer sig for unge mennesker, og det er nu på fjortende år, at de lægger deres private bolig og virksomhed til som praktiksted for unge under uddannelse som maskinførere. Nogle af dem, der er udlært, fortsætter på Helgenæs Maskinstation. I øjeblikket er der fire fastansatte og fire praktikanter. I tidens løb har mange af dem fundet en oase med praktisk arbejde efter at være kørt fast i skolegangen.
"Her på stedet tror vi på og ser, at de unge godt kan komme i gang igen, selv om de er skoletrætte. Vi går dem i møde og arbejder ud fra deres interesseområder, som her er maskiner og landbrug", forklarer Ole Jensen.

Holder kontakten

Mange har stadig kontakt til Ole og Jens Jensen efter at deres praktik er færdig. De træder gerne til, når der er travlt i højsæsonen, og de kommer også gerne forbi bare for at få en faglig snak om landbrug og maskiner.
"Der er et godt fællesskab her, også indbyrdes mellem de unge."
I de fjorten år, Ole og Jens Jensen har haft maskinstation og praktikanter, er der ikke en eneste af de unge, der ikke har fået sit uddannelsesbevis. Ole og Jens Jensen mener selv, at én af grundene er, at de er gode til at afgive ansvar.
"En knægt på måske sytten år får lov til at køre selv de nyeste maskiner, lige så snart han overhovedet er kvalificeret."

Ansvar og fællesskab

De unge selv er glade for at få tildelt ansvar.
"Vi får uddelt opgaver og får ansvaret for at det er i orden. Det vil man gerne leve op til og gør så en ekstra indsats", fortæller én af de unge maskinførere.
De øvrige supplerer:
"Der gives tid til, at man kommer ordentligt ind i tingene, og man er ikke dum, selv om man måske spørger ti gange om det samme. Vi er også gode til at rose hinanden. Fællesskabet er godt - det gør meget, at man også kan bo her."