Fortsæt til indhold

"Og så lige en russer med sidevogn"

46-årige Nang Christensen prøver kræfter med Nordbyens Pølsevogn i Fredericia

Samfund
Lars Saugbjerg

"Jeg vil godt be' om en død indianer med tæppe og hele krigsmalingen - og en Jens Okking i slåbrok."
"Hvad skal du have på?"
"Fart på..."
Som pølsevognsejer må man stå model til lidt af hvert. Også de spøjse vendinger, der ryger ind over disken, når kunderne fx bestiller en hotdog med det hele og en frankfurter i svøb.
På slang-området halter det lidt for Nang Christensen, der har købt Nordbyens Pølsevogn. Hun er fra Thailand, og har endnu ikke helt styr på meningen med "giv mig en brændt øgle med slam". Men det skal nok komme.
"Når man elsker sit arbejde, er det ikke så svært at lære," lyder det fra Nang Christensen.
Gennem årene har flere forskellige forpagtet pølsevognen, nogle med større held end andre. Men nu skal der andre boller på suppen, eller rettere andre "slanger i bassinet" - for at blive i pølsevogns-jargonen.
"Jeg har selvfølgelig alle de traditionelle retter på menuen. Men nu kan man også købe hjemmelavet thai-mad. En madbox med stegte nudler, forårsruller, indbagte rejer og kylling i rød karry," fortæller indehaveren, der har Michael Magnussen på lønningslisten.
Han slår fast, at Nordbyens Pølsevogn ligger perfekt.
"Silvan til den ene side og Stark til den anden. Der kommer masser af sultne håndværkere i hverdagene - og vi holder også åbent lørdag og søndag, hvor gør-det-selv folket kigger forbi. Så der er god trafik," konstaterer Michael Magnussen, der er uddannet kok.
Pølesevogns-kyndige vil i øvrigt bide mærke i, at Nang Christensen opretholder en aftale med slagteren på Odensevej i Middelfart.
"De stegte pølser og vores bøffer. Det er gode slagtervarer," smiler Nang Christensen, der også har den legandariske Banegårdspølse på menuen - kendere vil vide, at pølsevognen engang stod placeret ved banegården.

"Jeg har haft pølsevognen i nogle måneder nu. Og folk har taget virkelig godt imod mig. De siger altid tak for mad."

Nang Christensen
Nordbyens Pølsevogn