Badesøen klar til at åbne jubilæums-sæsonen
Supervandrutsjebanen er desværre ikke klar til åbningen. Kort tidsfrist og hård vinter har drillet
Badesøen åbner sin 40-års jubilæumssæson lørdag den 25. maj. Jubilæet fejres, men nok ikke helt som man havde ønsket sig.
"Vi havde håbet at kunne præsentere den nye superrutsjebane i forbindelse med vores jubilæumssæson. Men på grund af den hårde og lange vinter, lykkedes det desværre ikke. Vi tager en ny udbudsrunde, og så bliver der forhåbentlig tid nok til at få flere gode bud på bordet, så projektet ikke skal presse igennem tidsmæssigt", siger idrætsdirektør, Ole Lindholt. Han satser på at få superrutsjebanen klar til næste sæson i badesøen.
Men fødselsdag skal der være.
"Vi fejrer 40 års jubilæet 25. maj kl. 8,00 med en god, traditionel åbningstale, god, traditionel musik fra Bakkens Horn, og brunch til morgengæsterne indtil kl. 9,30. Og så har vi en overraskelse!", siger Ole Lindholt.
Sundhedens tegn
Derefter skydes sæsonen i gang til en ny sæson, der mere end nogensinde står i sundhedens tegn.
"Vi har jo indført sundere mad, JumpFood i Stadioncaféen, og den sunde mad vil vi føre med over i Badesøen. Man får mulighed for at købe de samme retter i badesøen, som serveres i caféen på Stadion", siger Ole Lindholt.
"Samtidig gør vi i år Badesøen røgfri - dog med en rygerzone. det gør vi dels for at beskytte børn, voksne og vores personale mod passiv rygning. Dels for at undgå at bruge personale til at samle skodder ind overalt på Badesøen. Helt overordnet vil jeg sige, at rygning ikke passer ind i den sundhedsprofil, vi har på Albertslund Stadion generelt. Vi synes, der er meget sund fornuft i, at man ikke kan ryge overalt på Badesøen".
Jazz og grill
Der er planlagt andre tiltag i løbet af sæsonen. Albertslund Jazzklub har henvendt sig for at høre, om de kunne indgå i et arrangement. Det bliver til jazz på badesøen den 7. august. Det er en onsdag, og man kan overvære arrangementet ved blot at betale sin indgang til Badesøen", siger Ole Lindholt.
Da det er onsdag, vil der også være kørt grill'er i stilling.
"Det vil vi fortsætte med hver onsdag i sæsonen fra kl. 17,30 til 21,30. Vi holder grill onsdage, og man skal blot medbringe sin egen mad. drikkevarer købes på Badesøen. Man behøver ikke grille, man kan også blot komme og betragte onsdagene som den dag Badesøen har længe åbent".
brie