Køb din maling online
Hørning-maler lancerer butik med maling og tilbehør på nettet
Kender du det, du har besluttet dig for at male stuen derhjemme, men der er lang vej, før du kan gå i gang. Først skal du ud og købe malingen, og alt hvad der hører til af tilbehør som afdækningspapir og pensler. Før du ved af det, har du allerede brugt en masse tid, som du kunne have brugt på at male hele stuen.
Men sådan behøver det ikke at være. Nu kan du nemlig købe alt, hvad du skal bruge på nettet, og få det hele leveret lige til din hoveddør. Det er maleren, Carsten Gehlert Jensen, der står bag "Malerfirmaet Totalenterprise," der har taget initiativet til butikken på nettet.
"Jeg sælger det maling, som jeg selv bruger, når jeg maler hos mine kunder. Folk kan bestille maling og tilbehør til, når de skal male. Når varerne er bestilt, får man den i løbet af en til to dage," siger han, og fortæller at Post Danmark leverer maling til hele landet.
Udover at du kan købe maling i butikken, kan du også få vejledning i hvordan du skal gribe et malerprojekt an, da Carsten Gehlert Jensen også står til rådighed ved telefonen i hverdagene.
Åbner 1. juni
Siden Carsten Gehlert Jensengrundlagde sit firma for tre år siden, har han drømt om at udvide med en butik på nettet. Indtil nu har han selv kørt rundt med maling til sine kunder.
"Jeg vil gerne også hjælpe de kunder, som gerne selv vil male i stedet for at betale en maler. Jeg har mange kunder, men jeg bruger for lang tid i bilen med at køre maling ud til folk," siger han.
Lige nu arbejder han på at få hjemmesiden helt klar til åbningen 1. juni.
"Det er ikke noget, som jeg skal tjene penge på, men det er for at give kunderne en ekstra service, og så synes jeg det er skægt at sætte noget i gang," siger han.
Han er den eneste i firmaet, men håber at fremtiden byder på endnu en medarbejder.
"Nu skal jeg lige se hvordan det går med min webshop. Hvis det kommer til at gå godt, kunne jeg godt tænke mig at ansætte en lagermand og måske en chauffør på lang sigt," siger Carsten Gehlert Jensen.
Se mere på malerfirmaettotalenterprise.com