Jespers hjerte banker for børnene
Han startede som købmand, så blev han assurandør, men den 65-årige Jesper Olesen fandt først sit kald i livet, da han startede på pædagogseminariet. Nu siger han farvel efter blandt andet 17 år som leder af Hørning Juniorklub
Den første man møder, når man går ind af døren hos Hørning Juniorklub, er Jesper Olesen. Han sidder omgivet af tegninger og hilsner skrevet med barneskrift, der pryder væggene i det lille kontor. Kontoret og Hørning Juniorklub har været hans arbejdsplads i de sidste 17 år, hvor han har stået i spidsen for institutionen, som han var med til at grundlægge i 1996.
"Jeg kan huske, at den daværende socialudvalgsformand sagde, at der ikke var et behov for klubben, men det vidste jeg at der var. Vi startede med 48 børn og i dag har vi 350 børn og unge der går her," siger han.
Jeg glæder mig
Men nu har den 65-årige leder valgt at gå på pension. 31. maj er hans sidste arbejdsdag.
"Det tager lang tid at rydde op i alle mine papirer, fordi jeg læser det hele igennem igen," forklarer han og fortsætter:
"Men det er godt nok, men selvfølgelig er det også lidt mærkeligt. Man kan forberede sig på meget, men når det så er sidste dag, så bliver man overrasket. Men jeg glæder mig, for jeg har en hel del, som jeg sagtens kan få tiden til at gå med," siger han med et smil og fortæller, at hans seks børnebørn skal have en masse opmærksomhed, og at endnu flere udenlandsrejser også står på hans "to do-liste" i fremtiden.
Hjertet banker for børnene
Det er ikke til at høre, når han taler og fortæller, men Jesper Olesen er født på Bornholm. Her boede han indtil han, som kun 16-årig, fik valget mellem at komme på kostskole eller i lære som købmand. Det var øens kriminalkommissær, som også var hans far, der gav ham et ultimatum. Jesper Olesen valgte det sidste, forlod øen og flyttede til Odder, hvor han fik en læreplads hos en købmand i byen. Senere tog han en uddannelse som assurandør, men det var noget helt andet, som hjertet bankede for. Det fandt han ud af, da han i 1975 startede på pædagogseminariet i Aarhus, hvor han fik sit eksamensbevis fra i 1978.
"Jeg har fået verdens bedste uddannelse. Det at nå et eneste barn, er lige så meget værd for mig, som at spille fodbold med 30 børn. Min bedste oplevelse er, når jeg kan få et barn, der har det skidt, til at smile. Så er det en god dag og jeg går glad hjem. De oplevelser har jeg haft mange af," siger han, mens han husker tilbage på oplevelser med tidligere elever.
Tilfreds og stolt
Siden han sluttede uddannelsen har han arbejdet i Hørning Kommune, som senere blev til Skanderborg Kommune. Blandt andet har han i mange år været leder af Mølleparkens fritidshjem. Her var han indtil han i 1996 var med til at åbne Hørning Juniorklub.
"De unge mennesker har et behov for at have et sted, hvor de kan komme og udvikle sig. Der er visse perioder i børns liv, hvor det er vigtigt at tage sig af dem og det er blandt andet fra de er 10 år. Jeg er glad for at have fået alle de tilkendegivelser, som jeg har. Det giver mig en tilfredshed at vide, at jeg har været noget for nogle børn, og at jeg har givet dem noget, som de kan huske og bruge i deres fremtidige liv," forklarer han.
I løbet af årene er det blandt andet projekter som Cirkus Ib, som lederen har involveret sig i. Cirkus Ib har i år netop spillet sin forestilling nummer 16.
"Jeg er både tilfreds og stolt. Jeg har været en god leder, som har ledet med hjertet, og jeg tror, at jeg har været et godt forbillede for rigtig mange unge mennesker. Min holdning har været, at hvis mine medarbejdere har haft en ide, skulle de føre den ud i livet, og så måtte vi se om den holdt. Jeg tager herfra med et "Yes, det lykkedes," og jeg vil sige, at jeg har fået meget mere ud af det at være pædagog, end jeg nogensinde havde regnet med," siger Jesper Olesen.
Fredag 31. maj, er Jesper Olesens sidste arbejdsdag, og fra klokken 15 til 19, kan du være med til at sige farvel til ham, ved at møde op i Hørning Juniorklub.