Kager gør glad to gange
For tredje år i træk var Grundfør Forsamlingshus rammen om kagespisning på Kagens Dag her tirsdag.
Antallet af billetter var på 375, og de var stort set udsolgt.
Det er bagermester Jørgen Pedersen fra Bagergården i Hinnerup, der er ophavsmand til denne event, der kørte for tredje gang.
4.089 kager
Bageriets personale havde haft travlt. 4.089 kager blev det til.
Konceptet er, at Bagergården i tre omgange serverer kager. 18 forskellige slags.
Gæsterne betaler 60 kroner (eller mere) for at få kaffe og kager.
Sundt?
"Nej, men man bliver glad af kager," fortæller Jørgen Pedersen.
Stor check
Men også andre bliver glade. Pengene går helt ubeskåret til Børnecancerfonden.
Alle arbejdede nemlig gratis. Ikke mindst pigerne fra Dagmars Kilde.
Resultatet blev en check på 21.780 kroner.
Nyheder blandt de 18 slags?
"Ja, nogle stykker. For eksempel mango-roulade og macarons," røber bageren.
Hvad det sidste er? Jo, man kan godt kalde dem for Tapas Sarah Bernard.