Fortsæt til indhold

e-boksen skal være frivillig

Samfund
Erling Baastrup

Ikke alle er lige begejstrede over, at al kommunikation mellem borgerne og det offentlige fra november 2014 bliver elektronisk.

Om den kampagne, der kører i juni, vil ændre på det, vil vise sig.

Ikke sikker

Hos Anne Bjørn Schmidt, massør i House of Care i Hammel, er sagen klar:
"Jeg har ingen e-boks, og regner heller ikke med at få det. Jeg bruger ellers internettet, når det er nødvendigt. For eksempel ved varekøb. Men jeg vil ignorere det med den tvungne elektroniske kommunikation," fortæller Anne Schmidt, der ikke er af dem, der bare i almindelighed lader står til:
"Jeg skriver ind i min papirkalender, når bilen skal til syn næste gang. Og når jeg skal i forbindelse med kommunen, møder jeg op eller bruger telefonen. Og jeg sikrer mig navnet på den, jeg snakker med. Aller helst vil jeg have tingene på papir i en mappe."

For Anne er computeren ikke den specielt gode ven, men problemet ligger mere et andet sted:
"Jeg føler mig ikke sikker på, at jeg gør det rigtige. Som når jeg skal med et fly. Så vælger jeg den betjente indtjekning og ikke den med selvbetjening."

Du får jo nok svært ved at få dispensation fra e-boksen!


"Det er for folk med forskellige handicaps. For eksempel når det flimrer for øjnene. Og for mit vedkommende handler det om, at jeg ikke kan koncentrere mig ved computeren," siger Anne.

Valgfrihed

"Jeg er træt af, at vi ikke har valgfrihed. Mange specielt ældre vil blive fortvivlede," lyder det.

Men kommunen gør det jo for at spare!


"Mon der spares noget? Systemudviklere er ikke billige," slutter Anne Bjørn Schmidt, og slår fast, at hun ikke frivilligt får sig en e-boks.