Kikset gearskifte koster en million kroner
Hvor dyrt kan det være at lave en artikel om en gammel racerbil? Svaret kender den engelske biljournalist Mark Hales kun alt for godt – det korrekte svar er en million kroner
Grunden til den enorme sum er, at Mark Hales kom til at ødelægge motoren i den bil, han var ved at teste. Hales, en anerkendt engelsk journalist, der især beskæftiger sig med klassiske biler, var ved at lave en artikel om en Porsche 917-racerbil. Og ikke bare en 917'er; men en særdeles berømt 917'er tilhørende den tidligere Formel 1-kører David Piper.
Artiklen blev lavet på den engelske bane Cadwell Park, billederne var i hus og Hales manglede kun ét, at tage et par omgange med virkelig fart på. Her eksploderede motoren imidlertid.
Aftalen var, at Hales måtte betale, hvis han ødelagde noget – og det gjorde han mildest talt, motoren overdrejede og måtte renoveres for den nette sum af en halv million kroner.
Imidlertid holdt journalisten sig til, at han behandlede bilen korrekt – og at det skyldtes en fejl i gearkassen, at motoren tog for mange omdrejninger. Ergo ville han ikke betale. Og derefter endte sagen i retten.
Hales tabte imidlertid retssagen og er nu dømt til at skulle betale for motor-renoveringen plus sagens omkostninger – alt i alt cirka en million kroner.
Hales kan ikke umiddelbart rejse pengene og siges nu at måtte sælge sit hus for at kunne betale.
En støttegruppe blandt britiske bilentusiaster samler nu penge ind til den uheldige testkører, og opfordrer den velhavende David Piper til at droppe sagen.