Olav - en kultursamler

Under en svimlende forårshimmel bugter Søvejen i Blegind sig hele vejen hen til et rustent jernrør, der danner base for en kroget gren med resterne fra en greb, en fjeder fra en gammel seng og et skilt med påskriften “Alfarvej” og “Skrot Art”.
Dette er indkørslen til en af Skanderborgs store samlere. Her skorter det ikke på minder, skilte, rejsememorabilia, hatte og instrumenter. Ej heller på det, der for det utrænede øje mest af alt ligner skrammel og gammelt rustent jern.
Overalt er der smukke, sære skulpturer lavet af alle disse stumper. Nogle faldefærdige, trætte efter et langt liv i haven, andre nyere og fine i betrækket. Pælene, der hver vinter fortæller, hvor indkørslen befinder sig, er hver især udsmykket med sin egen særlighed.
“Jeg nænner ikke selv at kalde det for Skrot Art, for det er jo seriøs kunst. Jeg kalder det husflid,” siger Olav Jonassen. Han er blevet 70 år i år, og derfor har han pensioneret sig selv fra formandsposten i Kultursamvirket.

Kultursamler

Som formand arbejdede kulturnørden med formændene for kulturforeningerne i Ry, Skanderborg, Hørning og Galten for at samle kulturen i Skanderborg efter kommunensammenlægningen. Han ville samle og inddrage folk i kulturen.
“Førhen var det Ry, der var helt fremme i skoene med kulturen. Herude i Hørning havde vi 50.000 kroner til al kultur om året. Nu har kulturen fundet sine ben efter kommunesammenlægningen og fået gode vilkår i hele kommunen. Vi har et fantastisk centrum i Kulturhuset, og der foregår en masse i lokalsamfundene,” siger Olav Jonassen og fortsætter,
“Kultursamvirket er jo en iværksætter, og jeg har altid haft brug for at holde ting i sving. ”

Kultur uden politik

Olav Jonassen er ikke i tvivl om, at politikerne i Skanderborg har været med til at gøre arbejdet lettere.
“Kultursamfundet har hvert år fået en pose penge, og politikerne har blandet sig uden om, hvad de er blevet brugt til. De har udvist tillid til, at vi havde forstand på det, vi lavede. Dertil kommer, at der har været penge nok. Jeg har været fortaler for, at kommunen skulle passe på de frivillige kræfter, for de er jo både fri og villige. De bestemmer selv, om de vil hjælpe, derfor skal de forkæles.”

Der skiltes med skilte

Olav Jonassen har gennem hele livet samlet på skilte og overalt i haven er der en vejviser, der fortæller dig noget.
Skiltet “Skole” er placeret på en dør i første sals højde i gavlen på stalden, det er altså en højskole, og det er forbudt at fiske i højbedene, ligesom det lille hegnede stykke græs bag stalden hedder “Præstens Ager”.
”Jeg har altid været en samler, men nu kommer hænderne i lommen. Jeg skal ikke samle mere.”