"Sammenhold skal være ægte følelser"
Fredag var der idrætsdag på Harløse Skole for specialskolens 81 elever fra 11 klasser
Fredag var der den årlige idrætsdag på Harløse Skole hvor skolens 81 elever dystede i tovtræk, basketball, høvdingebold og fodbold.
Avisen fik en snak med to af skolens elever, William på ti og Louise på ni år, om sammenhold og fællesskab.
"Jeg kan godt lide sport, men helst holdsport. Men hvis man laver noget sammen, skal man gå op i det, det skal være med ægte følelser", siger William der også mener, at det er en ære at komme i avisen. Tak, William...
"Det er sjovt at være med til idrætsdag, men vi har også en hemmelig hule, den er jeg lidt stolt af", siger Louise, der som William, er iført en rød fodboldlandsholdtrøje.
"Det er hyggeligt at vi har idrætsdag. Så lærer vi også de andre klasser bedre at kende, noget der er godt for fællesskabet", siger Lucas på 14 år, der går i 8.B.
"Jeg har været med i elevrådet i otte år. Jeg var med til at foreslå at vi skulle have en idrætsdag. Til elevrådsmøderne er der også kager og colaer. Jeg kommer også med til en sommerfrokost for elevrådsmedlemmerne og lærerne", siger Christoffer på 15 år.